Fjorten dage i tidslommen
Vi havde fjorten dage i tidslommen...Jens Fog Jensen 31. august

Fjorten dage i tidslommen

Forhistoriens indvandrende Inuit og palæoeskimoiske folkeslag har vidst det, alle søfarende og hvalfangere har vidst det, og vores kaptajn på Activ ved det: Nordøstgrønland skal forlades i tide, ellers lukker isen sig, man overskrider ‘point of no return’ og bliver en del af den nordøstgrønlandske tidslomme.

Skrevet af Jens Fog Jensen | 31 August 2011
Kategori Videnskab | Periode Anden Periode

Mere om "Fjorten dage i tidslommen"

Vi havde fjorten dage i tidslommen, og nu hamrer dieselmotoren inde ved siden af for at bringe os tilbage til nutiden og virkeligheden; inden en endeløs prop af Storisen omgivet af ishavståge lukker os inde i Kong
Oscars Fjord, gør aktiv passiv, fryser, udtørrer, mumificerer.

Et spøgelsesskib med fuld besætning og videnskabelig og kunstnerisk stab fundet drivende århundreder eller årtusinder senere af en ny ishavsekspedition, hvor jeg deltager som arkæolog.

Hvilket fantastisk fund! Berømmelse og professorater venter hjemme, hvis altså de heldige findere i denne fjerne fremtid når ud, inden Storisen lukker sig?

Svaret på det spørgsmål fik jeg aldrig, for duften af friskbrygget kaffe bredte sig fra kabyssen, jeg vågnede og vidste, at vi lå for anker dybt inde i bunden af en stor fjord, hvor terrænet skulle afsøges for stenalderbosættelse, inden vi begav os videre.

Vi afsøgte terrænet omkring flere store deltasletter efter spor af Grønlands tidligste indvandrere ‘Independence I’, hvis 4500 år gamle bopladser især er kendt fra Peary Land. Men, de vandrede ned langs
Nordøstgrønland så langt sydpå som til Ittoqqortoormiit (Scoresbysund).

Vi tænkte, at stenalderens moskusoksejægere fra Peary Land også måtte have jagtet landvildt i de relativt frodige dalstrøg, der fra fjordenes inderste del skærer sig ind mellem de mægtige isdækkede bjergmassiver.

Vi gennemvandrede og kravlede en hel dag rundt på de endeløse grusterrasser, der strækker sig langs Lakseelvens delta men fandt ikke spor af stenalderfolk, ikke et afslag, ikke et eneste redskab af sten
dukkede op.

Grusterrasserne så ellers indbydende ud og rummede spor efter senere tiders bosættelse, men spørgsmålet om, hvorvidt områdets tidligste indvandrere også har udnyttet denne indlysende ressource, forblev ubesvaret.

På øerne i den ydre del af Vega Sund fandt vi til gengæld veldefinerede spor efter Independence I i form af en cirkulær teltring med et diffust centralt ildsted.

Brudstykker af redskaber og mikroflækker af høj kvalitet afslørede, at dette er en boligtomt, der for godt 4000 år siden blev efterladt af nogle af Grønlands tidligste indvandrere, der efter at have passeret Nares Strædet vandrede nord om Grønland og ned i Nordøstgrønland.

Bopladsens beliggenhed på en ø på yderkysten antyder, at Independence I som de samtidige Saqqaqfolk i Vestgrønland har haft kendskab til
kajaklignende fartøjer.

Saqqaq folket bredte sig næsten samtidig op langs Østgrønland syd fra, men dem har vi ikke fundet spor efter, endskønt de vides at være nået helt op til områderne, der ligger nord for vores arbejdsområde.

Independence I folkene udvandrede eller uddøde, og området ser ud til at have henligget folketomt i århundreder, indtil folk fra en ny store indvandringsbølge, Grønlandsk Dorset, bredte sig til Nordøstgrønland. Disse lidt yngre stenalderfolk fandt vi spor af på Konglomeratnæs nord for Ella Ø,  hvor fire fliselægninger markerer beliggenheden af fire telte på
en hævet strandterrasse.

I ruinerne fandtes mikroflækker og brudstykker af et fint tilhugget våbenblad samt en skraber af en flot gul-brun kalcedon. Fire familier må have boet her samtidig, for de fire ruiner lå perfekt på række på den samme grusterasse, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over Kejser Franz Joseph Fjord.

Grønlandsk Dorset uddøde eller udvandrede også fra Grønland uden, at arkæologerne har været i stand til at afsløre nøjagtigt, hvad der egentlig skete, men efter denne æra, der varede fra ca. 800 år f. Kr. til omkring
år 0 indtræffer et ejendommeligt fænomen i Grønlands og Nordøstgrønlands forhistorie. Landet henligger mennesketomt.

Længst har tomheden varet i Nordøstgrønland, for her indvandrer Thule folket (de nuværende grønlænderes direkte forfædre og mødre) først i 1400 tallet, hvorefter de i løbet af ganske kort tid bredte sig til alle afkroge af det vidt forgrenede fjordsystem.

Overalt har vi set deres vinterhuse, der ofte er udgravet af norske eller danske arkæologer i 1930’erne. Ringene af sten, der holdt teltskindene tæt til jorden på deres sommerbopladser, har vi fundet de fleste steder,
endskønt også Thule kulturens teltringe er meget fåtallige dybt inde i fjordene.

Nogle af de sidste nordøstgrønlændere må have boet på den teltplads, vi registrerede i Lakseelv-deltaet, for her lå rygsøjlen af en ren eller moskusokse i et køddepot bygget af store sten. De folk, der har boet i
telt her, har altså nedlagt et dyr og lagt kødet i depot, men de har aldrig hentet deres gemte forråd. Hvor blev de af? De forsvandt i den nordøstgrønlandske tidslomme.

Kaptajn Clavering var den sidste til at møde levende nordøstgrønlændere, da han i 1823 mødte en lille gruppe på sydkysten af øen, der bærer hans navn. Måske det var deres køddepot, vi fandt på de forblæste grusterrasser oppe i Lakseelvens delta i Nordfjord.