Ekspeditionen til verdens ende

Filmen fra Ekspeditionen vises fra den 6. februar i 50 biografer landet over i samarbejde med www.doxbio.dk.

Mere om "Ekspeditionen til verdens ende"

“Ekspeditionen til verdens ende” er blevet til en biograffilm på 90 min. til det store lærred. En storslået og eventyrlysten fortælling om en ekspedition til en af de sidste hvide felter på verdenskortet. En vaskeægte opdagelsesrejse - men i en meget moderne forstand.

På en tremastet skonnert fuld af kunstnere, videnskabsmænd og ambitioner, der ikke lader hverken Noah eller Columbus meget tilbage at ønske, stævner vi ud mod verdens ende: de hastigt smeltende ismassiver i det Nordøstlige Grønland. En episk rejse, hvor de gæve sømænd stifter bekendtskab med imaginære teltpladser, isbjørnemareridt og en helt ny dyreart.

Men i mødet med de nye, ukendte egne af vores verden åbner besætningen - der strækker sig fra kunstnerne Tal R og Daniel Richter til geolog Minik Rosing - op for en række spørgsmål af basal, eksistentiel karakter.

Nysgerrighed, storslået patos og et befriende skvæt humor smelter sammen i en film, der i det ene ikoniske billede efter det andet forfører os både langt ud over og dybt ind i den historiske parentes, der udgør menneskeheden. Det er stort tænkt og stort udført, som en gammel drengedrøm realiseret i voksent selskab.

Filmen blev vist som afslutningsfilm på årets Cph:Dox i den internationale hovedkonkurrence, og vises igen på Göteborg Internationale Filmfestival fra 31.1 – 3.2. I Danmark vises filmen i 50 biografer landet over den 6. Februar 2013 if. DoxBio.dk, og der bliver udarbejdet materiale til undervisning som lanceres samtidig med, at Danmarks Radio viser filmen i efteråret 2013.

Daniel Dencik er filmens instruktør, Janus Metz er executive producer og Michael Haslund-Christensen har produceret for Haslund Film Aps.