Når livet begynder at flyde
Lag afdækkes og eventyr fra svundne tider og fjerne galakser oprulles begejstret.Simon Rubaudo 16. august 2011

Når livet begynder at flyde

Det er ganske fortryllende at gå med Tais og Minik på jagt efter sten, fossiler, jordens tilblivelse og livets begyndelse i de massive blødende bjerge.

Skrevet af Simon Rubaudo | 16 August 2011
Kategori Videnskab Activ | Periode Første Periode

Mere om "Når livet begynder at flyde"

Lag afdækkes og eventyr fra svundne tider og fjerne galakser
oprulles begejstret, sten flækkes. Smukke krystaller bryder den grønlandske sommers stråler, så man ser dobbelt. Nye fabler af sand herkomst kommer frem under hammeren. Sten bliver aldrig det samme synonym for lukkethed og stilstand igen…

Kul med en bagage af CO2, der gemmer på millioner af års sammenklemte drømme, bæres hjem og vækkes som Tornerose af sin søvn med grådige kys fra gløderne af Activs pejs og spejler sig i salonens nysgerrige øjne.

I samme lys studeres og vurderes dagens fangst. Vises frem og forklares endnu engang til de, som ikke har brugte ben på dagen.

Et promiskuøst våben

Tais skyder de millioner af år gamle fund med skibets mest moderne og nok også mest eksklusive pistol. Et bærbart røntgen ”våben” med klare associationer til Star Wars og andre science fiction klassikere.

Dets brug er dog noget mere promiskuøs end farligt for stenene. Det klæder dem nøgne og aflurer deres inderste. Får dem til at rulle sig ud på skærmen som tal, data og nutid. Til Tais’ begejstring - eller skuffelse…

Polarcirklens Indiana Jones

Skulle man have haft den fordom, at geologer har en nørdet tilgang til livet og for den sags skyld dets oprindelse, tager man i den grad fejl. Minik er nok det tætteste man kommer en polarcirklens klon på Indiana Jones. Forskellen er bare, at Minik er meget virkelig - og den anden fiktion.

Minik er som at følge en troldmand på arbejde. Ikke bare trækkes forhænget for ens syn på sten, de massive bjerge, kløfter, dale og landskaber fra. Grønlands natur, fauna, dyreliv, livet med - og jagten på dem - åbenbares også for en med et stort åbent smil og en tætsluttende baryton stemme. Forklarer hvordan man kommer bedst tæt på sneharer, fortæller historier om ulve og bjørne. At se ham bevæge sig i det Grønlandske landskab er i sig selv fascinerende.

At fange fjeldørreder med hænderne

Eller som i dag, hvor en af opgaverne var registrering af fisk, vise hvordan man fanger fjeldørreder med hænderne. Fisken opsnuses, sten samles og vandet betrædes. Minik går fra at være en af vores fremmeste forskere til en visualisering af instinkt og menneske på jagt.

Indkredsende bruges stenene trænet for at lure fisken ind på lavere vand, hvor Minik med kildende bevægelser i fingrene for at simulere strømmende vand kan lure sig frem og gribe den ved gællerne og kaste den vant på bredden…

Herfra tager Jeppe over og katalogiserer fisken. Tager DNA prøve for siden at lægge den i sprit og formaldehyd til hjembringelse for Zoologisk Museum. Fiskens forsegling til hjembringelse sker ombord på skibet. Et skib der i den grad er i gang og har fundet sin nye rytme.

 

Mere energisk og jazz’et

Når Activ bevæger sig over lange eller længere stræk på havet, er rytmen støt og i vagter med selvfølgelige soloridt af pludselige hændelser.

I fjordsystemet og på det arbejde hun nu udfører er tempoet mere energisk og jazz’et. Der lægges planer. Der ekstemporeres. Kort studeres. Der flyttes lokalitet. Bådene sendes ud. Flyveren letter.

Skibet finjusteres til de nye behov. De hjembragte ”fangster” emballeres og stuves forsvarligt. Der skrives, tegnes og males. Både i land og fra skibets mere faste ramme.

Polarcirklens mest berigede herreværelse

Om aftenen samles ekspeditionens deltagere omkring Fyllgrafs kabys i skibets salon. I går med gæstestjerner fra Nanok. Nanok som er den organisation af frivillige der tilser, udbedrer og vedligeholder fangsthytterne i fjordsystemet.

De kom tre mand høj i en ganske lav ræverød kutter langskibs til spisetid og i nød efter tobak. Med vindbidte ansigter, barkede næver og islandske sweatre.

En stor aften hvor Activ for nogle timer blev omdannet til Polarhavets mest berigede herreværelse for 19 mænd af stor æt med hang til eventyr. Et arnested for udveksling af erfaringer, fortællinger, skrøner og liflig tobak, der hang halvvejs over romtønden, som skyerne udenfor lavt svævende over bjergene i det bløde aftenlys.

Et samvær som er svært at matche, men som skibet dog alligevel kan give et bud på. Aftenen før havde Jørn nemlig læst op ved samme bord af en af sine upublicerede skrøner.

Riel er den bedste medicin

For mig personligt er Jørn Riel knyttet til min barndom og var en del af medicinen, når jeg var syg. Noget som var med til at gøre, at jeg nærmest kunne blive opløftet af at være netop det. For så blev der jo læst op af Asterix og Jørns skrøner.

Skrøner der sammen med Knud Rasmussen bedrifter tidligt var med til at tænde min eventyrlyst, udlængsel og nysgerrighed mod nordlige breddegrader.

Jeg er overbevist om, at jeg om bord og på denne tur ikke er den eneste, som har et stærkt forhold til Jørn Riels forfatterskab, og at sidde så langt mod nord i den verden han i så mange år har beskrevet, i Activs bug, og høre ham selv læse op var en aflejrende oplevelse, som fik livet til at føles flydende.