Borebisser og blomstervand
Lyden er voldsom, når isnende velsmagende vand fra flere hundrede meter oppe banker ned på mand og gummibåd.Simon Rubaudo 22. august 2011

Borebisser og blomstervand

Brebøljollens aluminiumsskrog skær gennem vandet med faste slag. Påhængsmotorens 50 heste pisker hidsigt afsted som en hveps om foråret. Overflødiggør sammen med bruset af vand og vinden i ørerne unødig snak.

Skrevet af Simon Rubaudo | 22 August 2011
Kategori Videnskab Activ | Periode Anden Periode

Mere om "Borebisser og blomstervand"

At sejle Brebøljollen

Kaskader slår hvidt som glædesudbrud ud til siderne som kontrast til det 3-4 grader kolde “racing-grønne” vand. Korrigerer for krap sø, vind og livlige passagerer. 23 Knob. Forbi vægge og skosser af is, bjerge og dalsænkninger. Høj sol.
Det bliver ikke meget bedre.

At sejle brebøljollen gennem fjordsystemet har sin egen koncentration og balance. Man bliver et med jollens bevægelser og motorens lyde. Med vandet
omkring og foran en. Afsøger for eventuelle små isskosser, der skjuler sig i vandet, og som kan være katastrofale for skruen. Rattet, som varmer
hænderne, følger bølgerne. Luften i håret og øjnene der løber i vand.

Det nye hold

I jollen er en god stemning. Morten Rasch sidder på kassen til geologernes redskaber og ryger. Snakker med Bo Elberling der på trods af sine knap 2 meter hele tiden er i bevægelse. De store øjne og smil finder en tit. Fotografen Martin døser hen til jollens monotomi. Daniel, instruktøren,
kigger ned i vandet fortil gennem sine solbriller. Richard sidder foran mig og deltager i snakken og mine glædesudbrud over en smuk klippevæg
eller et spetakulært isbjerg. En sæl hilser på og får tankerne til at forsvinde.

Det er et nyt hold og en ny energi. Man skal lige tilvænnes de nye rytmer og tilgange. Det er godt at blive rykket lidt rundt - se både gentagelserne og de friske oplevelser på en ny måde. Noget der ikke skal forstås som, at der ikke stadig sendes en masse tanker til, hvad vi havde med hold 1.

Fra fortid til fremtid

På geologsiden er vi gået fra at opsamle fortiden og livets oprindelse til at bore efter fremtiden. Bo Elberling kan med stor glæde og entusiasme
bore noget, der for mange nok ikke ville være mere end frossent mudder op fra udvalgte lokationer. Men som stenene med Minik og Tais åbnede et nyt syn på omgivelserne, vi omgiver os med, kan Bo og Morten skabe en nysgerrighed for det, som er under os på land og dets betydning for fremtiden.

Det er noget af et arbejde og grunden til at vi alle sidder i jollen. Først skal et sted med de rette betingelser findes. Tungt boreudstyr skal bæres frem til arbejdspladsen. Så stikkes der med et langt spir for at finde et godt sted at bore de halvanden til to meter vi skal ned. Bo graver det øverste lag af ikke frossent jord af, til spaden rammer permafrosten med en på en gang dump og skarp lyd.

Boret samles. Det er serie af rustfri stænger som sættes sammen med et kombineret bor og opsamlingsenhed for neden. På toppen en roterende motor med stor slægtskab til det som sidder på en kædesav.

Den indre borebisse

Så findes den indre borebisse frem, og det går nedad. Det er tungt arbejde at presse boret ned i den frosne jord. Men underholdende. Til tider sidder man på selve motoren for at give ekstra pres, mens en eller sågar to samtidig forsøger at presse yderligere ned omkring en. Så krænger man boret og trækker det op.

Inde i selve boret er så en kerne af permafrost med mere eller mindre sovende bakteriemateriale, som ved optøning vil afgive CO2. Noget der sammen med blandt andet det omgivende landskab kan give indikationer om, hvilke konsekvenser en opvarmning af kloden vil have.

Boreprøver opsamles og noteres i små poser og en lille logbog sammen med dybden de er taget fra.

En salut til Dagmar Aaen

Færdige med dagens boring jagter vi Activ, som er sejlet os i forvejen. Mellem isbjergene dukker en mast op - som ikke er vores. Vi ved, hvilke skibe er i området. Så der er ikke mange andre muligheder end at det er Arvid Fuchs “Dagmar Aaen” med vores tidligere matros Trine
ombord. Vi gemmer os så godt vi kan bag et par isbjerge, for som en kåd hund at sejle med “tilpas fart” i rundkreds omkring og på den måde at salutere og fejre mødet.

Det er noget ganske særligt over at møde mennesker og venner i dette forladte landskab.
Vi går langskibs under fart og hører nyt fra skibet. Både Dagmar og hvor langt fremme Activ er i forhold til os. Selvfølgelig skal vi også høre,
hvordan Trine har det. Hun synes vel og smilende på det røde skib. Hilsner flyver gennem luften. Vi snurrer igen om skibet i hilsen for så at vende jollen nordover og lade Dagmar og Trine stikke syd med en snert af vemod. Trine er jo en af vores.

Størrelsen af isbjerge tager til

Vi er i Kejser Franz Josephs Fjord. Størrelsen og mængden af isbjerge og skosser tager til. Meget mere end sidst vi var på disse breddegrader. Så kommer hun frem i solen. Pumperne kaster sølvglinsende vand over siden. Forberedelserne til at bunkre ferskvand af den mest eksklusive slags.
En aktion der går i gang kort efter vi har fået en kop varmt og lidt mad vel ombord.

Action Satisfaction

Opsamling af vand er en af den slags spetakulære arbejder, vi sætter stor pris på ombord. “Action. Satisfaction”, som Richard rammer det ind.
Måden vi gør det på, er ved at vi i fuld Ursuit sejler en afrigget gummibåd ind under et passende vandfald. En mand i vandet til at føre og holde gummibåden - nu vandkar - ind under “hanen”. Lyden er voldsom, når det isnende velsmagende vand fra flere hundrede meter oppe banker ned på mand og gummibåd.

Vi lader den løbe over et godt stykke tid for at rense eventuel snavs ud. Så transporteres “karret” med en anden jolle til skibet, hvor vandet suges
til vandtankene med en af de rengjorte dykpumper. Så bliver hverken vandet eller oplevelsen ved at fange det bedre. Der er noget dybt tilfredsstillende ved at fylde sine tanke med gletchervand fra vandfaldet under bjerget i Blomsterbugten.

Natten er farverig

Varm kakao og ildsted venter vandmændene, mens Activ fortsætter mod Strindberg Land og lakseelven. En nats sejlads der byder på noget af det smukkeste farvespil vi indtil nu er blevet begavet med. Stille spejlblankt vand der dublerer alle syn. Reflekterer Activ under os.

Der venter os dog en lille overraskelse. Havis er blevet presset ind og ligger lavt, spredt men ganske tæt. Gør at vi må sno os til vores
ankerplads ved A hytten. Med krogen nede og kæden strakt nydes og småsnakkes der lidt i ro, inden vi går mod køjen nogle timer for at kunne indtage morgendagens arbejde og oplevelser.