Tilbage til Ella Ø
Nous prenons le dinky boat pour rejoindre la côte.Hervé Tanquerelle 7. august

Tilbage til Ella Ø

Tegneseriekunstner Hervé Tanquerelle om Jørn Riels første besøg tilbage på Ella Ø efter hans arbejde i selv samme Ørnerede for mange år siden.

Skrevet af Activ Ekspeditionen 2011 | 13 September 2011
Kategori Kunst | Periode Første Periode

Mere om "Tilbage til Ella Ø"

Hold 1 ifølge tegneseriekunstner Hervé Tanquerelle

Den franske tegneseriekunstner Hervé Tanquerelle, som bl.a. har illustreret tekster af Jørn Riel, har taget et grundigt kig på Ekspeditionens Hold 1, som han selv er en del af. Her er, hvad han så.

Skrevet af Activ Ekspeditionen 2011 | 08 September 2011
Kategori Kunst | Periode Første Periode

Mere om "Hold 1 ifølge tegneseriekunstner Hervé Tanquerelle"

Vi skifter ham ved 72 grader Nord

Det er ved at være de sidste mil for Hold 1. Der er nysne på bjergtoppene over ca. 1000 meter, og vandtemperaturen er faldet med ca. 2 grader. Vi sejler mod Nyhavn i modvind, let regn og med
et syn på bjergene indpakket i hvide lave skyer.

Skrevet af Simon Rubaudo | 18 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Vi skifter ham ved 72 grader Nord"

For snart en uge siden var Jonas her i Brebøljollen for at hente arkitekt og skibets reder Volkwin Marg. Vel og mærke en smuttur fra Geologfjord, der cirka svarer til at sejle til Oslo fra København.

Afstande og proportioner bliver strukket i den klare luft og landskabets dimensioner. Vi sejler hurtigt op imod mellem 60 og 100 sømil for at nå fra en destination til en anden her i fjordsystemet.

Til rors og på vagt i natten. Skuer rundt. Ser den lave stagnerende sol opbløde og kærtegne tinder og gletchere. Ser spillet af farver på siderne af bjergene, som vender sig med lyset, når Activ passerer forbi.

Ser vandfald sætte en springende rute fra gletcher og is til bund og hav. Nogle steder på tæt ved flere tusinde meter. Isbjerge knager og knitrer skingrende blåt. Slipper en skosse for at få udelt opmærksomhed. En sæl tæt og nysgerrig ved skibet.

Man føler sig midt i det hele. I fjorden. I Grønland. I eventyret. Samtidig med at det føles uvirkeligt. Svært at tage ind og mentalt fordøje i øjeblikket. Så stort, smukt, ubegribeligt, utilnærmeligt. Storslået, fjernt og
ugennemtrængeligt.

Det som på en gang synes så tæt og nærværende har altid ryggen til. Lader
ikke en komme nær, med mindre man er parat til at sætte alt på spil. Altid uforudsigelig i vejr og stemning. Ikke gavmild med sin varme.

Måske det er den følelse, som opløser en i al det storslåede, for så senere at samle og gendanne en igen med et nyt syn på livet - efter at have været til stede her.

Man kan ikke række ud og bare røre, og det kommer bestemt ikke en i møde.

Når vi sender vores lille fly ud, jolle og gummibåde ud opsluges de forsvindende hurtigt, som små prikker i det som før var lige der.

Når moskus og bjørn bevæger sig derinde, eller en hytte opdages som en lille sten ved kysten, får man pludselig et pejlemærke for, hvor små vi er i alt det store.

Når i land suser vidderne for ens sanser, overdøver og skærper ens opmærksomhed samtidig med, at man er nødsaget til at forberede sig på, at de nemt kan trænge helt tæt på en uden varsel.

Set fra havet er landskabet også mejslet af noget apokalyptisk. Man får nemt følelsen af at sejle rundt oven på en svunden civilisation. Det kunne nemt være alperne med Europa nedenunder. I det er der en ro - og noget
foruroligende.

I bugen af Activ er der en helt anden lille verden af sig selv, en varm stemning og afrejse-hygge. Det er ved at være sidste dag for Hold 1, og mens der skrives, venter Hold 2 på flyet i Island. Der snakkes af, evalueres og udveksles.

En lille verden hvor flere også er blevet klogere af og på hinanden. En del af Activs uomtvistelige charme. Hun bringer mennesker sammen i den oase af eg på eg hun er. Tit uforudsete møder, der i lighed med landskabet
udenfor bringer nye dybder.

For nogle er det de første fjorten dage i Grønland. For nogen måske de
sidste. For besætningen er det begyndelsen.

Når livet begynder at flyde

Det er ganske fortryllende at gå med Tais og Minik på jagt efter sten, fossiler, jordens tilblivelse og livets begyndelse i de massive blødende bjerge.

Skrevet af Simon Rubaudo | 16 August 2011
Kategori Videnskab Activ | Periode Første Periode

Mere om "Når livet begynder at flyde"

Lag afdækkes og eventyr fra svundne tider og fjerne galakser
oprulles begejstret, sten flækkes. Smukke krystaller bryder den grønlandske sommers stråler, så man ser dobbelt. Nye fabler af sand herkomst kommer frem under hammeren. Sten bliver aldrig det samme synonym for lukkethed og stilstand igen…

Kul med en bagage af CO2, der gemmer på millioner af års sammenklemte drømme, bæres hjem og vækkes som Tornerose af sin søvn med grådige kys fra gløderne af Activs pejs og spejler sig i salonens nysgerrige øjne.

I samme lys studeres og vurderes dagens fangst. Vises frem og forklares endnu engang til de, som ikke har brugte ben på dagen.

Et promiskuøst våben

Tais skyder de millioner af år gamle fund med skibets mest moderne og nok også mest eksklusive pistol. Et bærbart røntgen ”våben” med klare associationer til Star Wars og andre science fiction klassikere.

Dets brug er dog noget mere promiskuøs end farligt for stenene. Det klæder dem nøgne og aflurer deres inderste. Får dem til at rulle sig ud på skærmen som tal, data og nutid. Til Tais’ begejstring - eller skuffelse…

Polarcirklens Indiana Jones

Skulle man have haft den fordom, at geologer har en nørdet tilgang til livet og for den sags skyld dets oprindelse, tager man i den grad fejl. Minik er nok det tætteste man kommer en polarcirklens klon på Indiana Jones. Forskellen er bare, at Minik er meget virkelig - og den anden fiktion.

Minik er som at følge en troldmand på arbejde. Ikke bare trækkes forhænget for ens syn på sten, de massive bjerge, kløfter, dale og landskaber fra. Grønlands natur, fauna, dyreliv, livet med - og jagten på dem - åbenbares også for en med et stort åbent smil og en tætsluttende baryton stemme. Forklarer hvordan man kommer bedst tæt på sneharer, fortæller historier om ulve og bjørne. At se ham bevæge sig i det Grønlandske landskab er i sig selv fascinerende.

At fange fjeldørreder med hænderne

Eller som i dag, hvor en af opgaverne var registrering af fisk, vise hvordan man fanger fjeldørreder med hænderne. Fisken opsnuses, sten samles og vandet betrædes. Minik går fra at være en af vores fremmeste forskere til en visualisering af instinkt og menneske på jagt.

Indkredsende bruges stenene trænet for at lure fisken ind på lavere vand, hvor Minik med kildende bevægelser i fingrene for at simulere strømmende vand kan lure sig frem og gribe den ved gællerne og kaste den vant på bredden…

Herfra tager Jeppe over og katalogiserer fisken. Tager DNA prøve for siden at lægge den i sprit og formaldehyd til hjembringelse for Zoologisk Museum. Fiskens forsegling til hjembringelse sker ombord på skibet. Et skib der i den grad er i gang og har fundet sin nye rytme.

 

Mere energisk og jazz’et

Når Activ bevæger sig over lange eller længere stræk på havet, er rytmen støt og i vagter med selvfølgelige soloridt af pludselige hændelser.

I fjordsystemet og på det arbejde hun nu udfører er tempoet mere energisk og jazz’et. Der lægges planer. Der ekstemporeres. Kort studeres. Der flyttes lokalitet. Bådene sendes ud. Flyveren letter.

Skibet finjusteres til de nye behov. De hjembragte ”fangster” emballeres og stuves forsvarligt. Der skrives, tegnes og males. Både i land og fra skibets mere faste ramme.

Polarcirklens mest berigede herreværelse

Om aftenen samles ekspeditionens deltagere omkring Fyllgrafs kabys i skibets salon. I går med gæstestjerner fra Nanok. Nanok som er den organisation af frivillige der tilser, udbedrer og vedligeholder fangsthytterne i fjordsystemet.

De kom tre mand høj i en ganske lav ræverød kutter langskibs til spisetid og i nød efter tobak. Med vindbidte ansigter, barkede næver og islandske sweatre.

En stor aften hvor Activ for nogle timer blev omdannet til Polarhavets mest berigede herreværelse for 19 mænd af stor æt med hang til eventyr. Et arnested for udveksling af erfaringer, fortællinger, skrøner og liflig tobak, der hang halvvejs over romtønden, som skyerne udenfor lavt svævende over bjergene i det bløde aftenlys.

Et samvær som er svært at matche, men som skibet dog alligevel kan give et bud på. Aftenen før havde Jørn nemlig læst op ved samme bord af en af sine upublicerede skrøner.

Riel er den bedste medicin

For mig personligt er Jørn Riel knyttet til min barndom og var en del af medicinen, når jeg var syg. Noget som var med til at gøre, at jeg nærmest kunne blive opløftet af at være netop det. For så blev der jo læst op af Asterix og Jørns skrøner.

Skrøner der sammen med Knud Rasmussen bedrifter tidligt var med til at tænde min eventyrlyst, udlængsel og nysgerrighed mod nordlige breddegrader.

Jeg er overbevist om, at jeg om bord og på denne tur ikke er den eneste, som har et stærkt forhold til Jørn Riels forfatterskab, og at sidde så langt mod nord i den verden han i så mange år har beskrevet, i Activs bug, og høre ham selv læse op var en aflejrende oplevelse, som fik livet til at føles flydende.

Edens have i sten og is

“Doing Geology on Ella Ø is like going to heaven, without having to die first.”
Citat: Paul F. Hoffman, Harvard University, Cambridge, MA. (Fra Ørneredens gæstebog).

Skrevet af Simon Rubaudo | 10 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Edens have i sten og is"

Vi har netop forladt vores base her i fjorden. Ella Ø. To døgn har vi ca. ligget opankret her. En oase vel over polarcirklen, der går lige i hjertet. Et af de mest spektakulære steder i verden. Noget man kan sige helt uden blusel.

Stedet, som rummer en lille hårdfør civilisation af små rustrøde huse, indrammet af vældige bjerge og klippeformationer, der skifter tone over
døgnet i det konstante lys med ”Ørnereden” som fokalpunkt.

Stedet hvor Jørn Riel i sin tid styrede radioen. En radio der stadig er her, med sin trange køje tilknyttet i række-ud-afstand fra morsenøglen.

Vi har nu samlet hele Hold 1, og skibet er fuldt i stand som
ekspeditionsskib. Brebøljollen har boltret sig i sit rette element og er klar til at sætte i vandet til alle tider sammen med de to RIB gummibåde og Jeppes flyvemaskine. Alle hænger de langs skibets sider nu, som vi sejler igennem fjordene blandt isbjerge.

På de få dage vi har været her, har vi allerede oplevet og udrettet ganske betydeligt. Jeppe har taget de første flyveture i ”gummiflyvebåden” – FIB’en. Jomfruturen med Jørn Riel som glad passager over sit gamle revir
og arnested for mange skrøner.

At se en flyvende gummibåd over Nordøstgrønlands tinder i jord og pastel med iskolosser under, er et syn for… ja, os ombord - og det gør en glad og grinende, når den som en lunde tager tilløb for så, når den først er i luften, at svæve elegant og give en dybde til landskabet som kun Activ
ellers mestrer. Det er ganske fantastisk.

Minik og Tais har samlet prøver - også af en størrelse så det tog tæt på hele skibets besætning at få dem ned af bjerget på en hjemmelavet ”bære-slæde”.

Hervé, Riel og Per Kirkeby suger til sig. Herves streger gløder og aftegner hændelserne ombord til ganske stor
fornøjelse for de aftegnede. Hervé fejrer sin fødselsdag heroppe – så Fyllgrafs kabys gløder under
dæk, for at vi kan fejre ham behørigt til aften.

Vi har spist middag i Ørnereden, grillet med vores meget professionelle, venlige og hjælpsomme værter fra Siriuspatruljen. Set moskus, sneharer og et par nærgående og meget nysgerrige sæler.

Minik og Tais har sågar haft syn på de nordlige breddegraders fabeldyr – polarhavets enhjøringe. Narhvaler.

Simon og Richard har taget en svømmetur i lagunen fra et isbjerg. En oplevelse isbjerget tog ganske personligt.
Få timer før afrejse gav det sig nemlig løs fra den grund, som det var fæstnet ved og forsøgte at komme ombord Activ. Det krævede en times hårdt arbejde med ankerkæde og spil. før vi var fri af dens tilnærmelse.

Vi er nu alle på vej mod vores næste destination og opankringsplads, Bjørneø i Geolog Fjord, som vi alle håber vil leve op til sit navn.

Sceneriet er spetakulært. Store lysende isblå bjerge til det irgrønne vand med tusindevis af meterhøje bjerge langs siderne med millioner af års historie som vægmalerier til skue og underholdning for vores tur.

Det er en skønhed og storhed, som ord har svært ved at favne, og billeder ikke kan fange. Kun sjælen bliver fanget her. I øjeblikket er vores syn løftet af et højtryk, der giver lys og varme, som var vi under helt andre himmelstrøg.

Ekspeditionen er for alvor i gang. På land, til søs og i luften.

Ss srogrg-i-isbjerg2
Jm srogrgi-isbjerg
Ss srogrg-i-sisbjerg
Sr ellaoeframast
Sr ellaoactiv
Sr activfraornereden
Sr ornereden
Ht middagiornereden
Ht jornigamlegemakker
Sr jornsrevir
Ss woodellao2
Ss woodellao
Mr stenslaede
Sr joernigear
Sr joerniflyver
Ss flyve1jornogriel
Ss jogj-i-luften
Ss jorn-vinker

Out of the fridge and into the freezer

Eventually we leave Iceland.  Nobody could have foreseen the ice conditions, it wasn’t in the plan, but you have to work with the hand you’re dealt.

Skrevet af Richard A. Lewtas Gregson | 06 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Out of the fridge and into the freezer"

Waiting in Husavik

This year it just so happens that the pack ice has taken a long time to melt meaning our route up the east coast of Greenland and into the fjord was totally blocked and impassable, leaving us little choice but to sit and wait in Husavik.

This in itself was not a chore as it is a great little place with some fantastic people.  The hospitality we received from the whole town was second to none, we all made some great friends, and more importantly they had all the services and shops we needed to carry on with preparations to the ship. Our extended stay here was certainly not in vain.

It had always been discussed amongst the crew that this stage of the expedition was where the real adventure would begin. Everything up until now had been about preparation, whether it was work on the ship, stowing cargo, obtaining victuals and even getting the ship up to Iceland. 

Sweet departure

This is what we had all been building up to for months, some of us for years! We left Husavik harbour in a medley of ships horns and waving from new friends now lost, and struck a course north north east toward the Arctic Circle and adventure.

The weather in Iceland had been good to us, with several balmy days and some glorious sunshine, but as we left there was a definite chill in the air. 

Unfortunately the wind was out of the north so we bashed on under engine with just one main sail and the fishermans staysail to steady her and dampen out the rolling.

As the miles ticked by, the phrase “I’m just going down to put on another jumper” from the guys on watch became more and more common. The temperature started to drop quickly and a thick fog rolled in reducing visibility dramatically, these two coupled together created a cold that could would chill you to the bone if it wasn’t for the superb protective clothing we have from Ursuit. 

Ice watch

We knew we were getting near the ice edge, and it is a very weird feeling to be staring into the damp blankness of the fog looking out for ice, something that every sailing sense in your body tells you to avoid!

I was worried to start with that it would be impossible to spot in the gloom, and we would hurtle into low lying rogue pack ice unexpectedly at 6 knots, not a nice thought.

Watch after watch went by with words exchanged at the handover to the effect of ‘ice is imminent so keep a sharp lookout’. 

When I did eventually see my first bit of ice I was amazed at how it stood out against the background, almost like it was being lit by a halogen bulb from within. 

Even the small chunks had the most amazing blue and green colours that made it glow against the backdrop of grey sea and foggy skies, making it very easy to spot even in the bad visibility.

To be prepared

I have been asked several times now on this trip whether I think about the dangers, if I worry about what could go wrong.  To be honest this is something that rarely crosses my mind.  Of course you know there are dangers, if there wasn’t then anybody could get themselves a boat and sail to the remote regions of Eastern Greenland, It’s just that we know as a crew we have mitigated against those risks.

To start with we know the ship is sound and we have 100% trust in her to look after us. That is a huge part of it. Secondly, I know that between the crew we have the experience, skills and courage to avoid bad situations, and if something does go wrong then we can deal with it and get ourselves back on track. It’s not that I don’t care about the risks, it’s just that I know we are prepared for them so there is no need to waste time worrying.

Dolphins as underwater movie stars

We recorded our first dolphins on the underwater camera as we neared the coast as a school approached from the starboard side and started darting around in our bow wave.  Someone said they were Harbour Porpoises but I’m not so sure. 

We hit the record button on the camera gear and watched crystal clear images of the dolphins dashing to and fro across the screen, a few of them even swimming along right in front of the lens as if they knew they were on camera.  I’ve seen a lot of dolphins in the past but never from this angle!

Wooden boat meets chunks of ice

As we pushed north past the entrance to Scoresby Sound, we met our first band of floating pack ice.  With one guy up in the crow’s nest to guide Jonas at the wheel, everyone else was on deck to witness the surreal encounter of driving a wooden ship into large chunks of ice. 

The first big impact was awesome as the ice shattered and disappeared down either side of the hull with a splintering sound akin to a large tree being felled.  A couple of times the boat was almost stopped dead in her tracks, as she first tried to ride over the ice, then eventually pushed it to one side and moved onto the next piece. 

This was only a small area we had to get through, but the ice charts show areas of much thicker concentrations ahead when we get nearer to King Oscar Fjord.  It may be a slightly anxious experience but at least I do have complete faith in the boat and that she will stand up to everything we will throw at her during the trip.

Greenland Virgins

Our first sight of land was at the southern entrance to Scoresby Sound with snow capped mountains showing themselves above the fog. I don’t think any of us ‘Greenland Virgins’ on board were at all prepared for the breathtaking beauty of the place and quite how dramatic it could possibly be. 

As we motored up the coast negotiating heavier and heavier concentrations of ice, the nearby coastline came and went in the fog as a series of the most dramatic mountain ranges I have ever seen, jagged peaks totally untouched by any human climbers, and surrounded by incredible colours of light, so far removed from anywhere else I have visited it may as well have been on Mars. 

The light is incredible up here and changes with every point of the compass you look too.  To seaward of us was a bright white low to the surface under the fog caused by reflection off the huge areas of ice.  Over the mountains was a deep purple and behind us in the gloom a funny yellow glow caused by who knows what. 

I turned to Jørn Riel as we were all stood on deck staring at the craziness in front of us and said “this is the most beautiful place I have ever been”.  He turned to me, took a drag on his old wooden pipe and replied, “Just wait until you get to Ella Island.“  Can’t wait!

Øjeblik til søs

Det er mørkt i køjen. Ikke fordi det ikke er lyst udenfor, men fordi skalkeklædningen er trukket for skylightsne. Jeg kan høre Jeppe sove under mig og vende sig i køjen. Jeg kan høre motoren og skibet give sig.

Skrevet af Simon Rubaudo | 05 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Øjeblik til søs"

Men jeg kan også mærke noget, som har ændret sig. Det er blevet koldere. Hvilket betyder at isen er rykket nærmere, og nu er meget tæt på.

Søren kalder mig på vagt, og bekræfter at vi er tæt på, og at det er råt, regnende, tåget og koldt udenfor. Hele Ursuit armeringen iklædes. Inklusiv neopren elefanthue med North Sailing uldhue ovenpå og neopren handsker. Griber en bid brød og en kop te
på min vej op.

Udenfor er vejret fugtigt, og alt ses i en våd dis, som opløser alle
konturer. Vandet har fået den paynes gray mørke blå farve så typisk for dette vand, der oplyses i en brækket turquis og så blålig tone, når Activ bryder det.

Søren giver ror og skib videre. Radaren tjekkes.De første 5 minutters dans med Activ for at finde hinanden og sige godmorgen. Hun er i godt humør og lige så forventningsfuld som os andre på vagt.

Vandet løber ned i øjnene. Man glipper med dem for bedre at kunne spejde ud i tågen for at opdage dem, før de kommer til en.

Selvom vi er klædt på til vejret, kan man mærke kulden trænge igennem. Michael henter mere te. Varme drikke for en helt speciel værdi på sådan en vagt her, hvor man kan mærke, at det løber igennem kroppen som en lysende sti forgrener sig ud i resten af kroppen til lyden af små indre glædesudbrud.

Og så pludselig kommer de. Først en enkelt ude til bagbord. En til. Så er de overalt omkring os, som udriggerkanoer fra meget varmere himmelstrøg. Selvlysende hvide og lyseblå mos den grå himmel og det mørke vand. Vi er tilbage. Activ er i isen igen.

Det er berusende. Man fryser ikke mere. Mærker ikke fugten. Man ser bare de voldsomme og smukke isskosser sejle forbi. Endelig.

Pukkelhval. Bagbord få hundrede meter væk. En fontæne mellem isen. Prffffffiiiiisshh. Og igen. På tværs af vores kurs. Igen blæser den. Den kommer tættere til skibet. Vi kan se ryg og finne bryde overfladen. En gang. To gange. Nu er den helt tæt på 30 – 40 meter. Stille. Som den venter på noget eller ser os lidt an.

Vi kan se dens hvide pletter under vandet. Finnerne. Så krummer den ryggen og gør klar til dyk. Man kan fornemme alle dens kræfter samtidig med, at den har alt den elegance man kunne ønske sig, da den blødt bukker sig forover mod dybet. Der råbes og hujes, da halen bryder overfladen og højt vinker sit far vel. Smukkere og mere livsbekræftende syn skal man lede længe efter.

Der grines og smiles. De sidste sekunder genfortælles og opleves.
I det findes meget af essensen af, hvorfor livet til søs har sådan en
styrke.

Mange undrer sig over glæden ved at fryse, blæst, store bølger,
måske sågar søsyge - uregelmæssig døgnrytme og for lidt søvn. En drivende våd køje – der bevæger sig så man ikke altid kan fange den. Ganske lidt plads til mange mennesker. Ikke altid mad der på land ville være den store eller bare tilnærmelsesvis noget der minder om en kulinarisk oplevelse. Hvorfor fanden gør man det?

Men så er der disse øjeblikke som slår ned i en som et lysende lyn og brænder et mærke for livet af skønhed og enhed. At være til stede i nuet. Det kan være en ro, der opstår af bølgernes evige bevægende monotomi. Det kan være en solnedgang, en solstråle på himlen mellem skyer efter storm – et blik mellem venner og kollegaer i, at man forstår og har udrettet noget sammen. Delfiner der jager og synkront springer efter tun, der ligeledes bryder havoverfladen i tusindtals flugt.

Eller som for få timer siden længe ventet is - en hval der byder
velkommen. Eller snart - en fremmed fjern og magisk kyst, der står op af havet. Man kan mærke, at man er i live og lever livet. Befinder sig det helt rette sted på det rigtige tidspunkt. Til søs.

Indsejling

Activ anløber Grønland og forcerer storisen i massiv tåge. Alle er på dæk og i istønde for at spotte forræderiske isbjerge og skosser i en nat, hvor alle nuancer fortaber sig i en insisterende grå. Men så træder det fortryllende landskab pludselig frem i al sin skarphed.

Skrevet af Activ Ekspeditionen 2011 | 05 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Indsejling"

Issituationen byder på problemer

Fra 72N til 74N strækker storisen sig mere end 200 km fra kysten. Her er der større koncentrationer af vinteris, der kun kan forceres med isbryder.

Skrevet af Jonas Bergsøe | 04 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Issituationen byder på problemer"

Vi har ventet længe, men da Jørn, Hervé og Valdemar gerne ville med igennem isen, besluttede vi at dele hold 1., så Minik, Per, Tais & Arne tog flyveren til Ella Ø d. 4 august, mens resten med skib afgik Husavik d.
3. august.

I skrivende stund går vi for motor imod krab sø, vind og strøm. En tæt tåge nedsætter sigtbarheden til en eller to kabellængder, alting driver af væde.

Om læ er der tørt og rart, det knitrer i brændeovnen og oliefyret har fået en tand over middel. Forude, bag tågen, venter isen, og bagved den første fjord.

Vi modtager iskort fra Istjenesten-DMI. Denne information er uvurderlig. Det er den største forskel på, hvad vi kan opnå, og hvor sikkert, i forhold til fortidens søfolk, der på disse egne har måttet lade livet i tusindtal.

Selvom iskortet er det vigtigste strategiske værktøj, der særligt i tæt tåge, er afgørende for hvor angrebspunktet sættes, så afløses det af almindelig ishavsnavigation, når isen og skibet mødes.

Dette møde er på mange måder en kulmination på en rejse fra de fredelige hjemlige farvande, til den store natur i Arktis, der kræver forhandling med storisen, inden at landet kan betrædes.

Om ca. 12 timer er denne forhandling i gang. Som tingene ser ud nu kan det nemt tage et døgn eller mere, før vi får passage eller afslag.

Røntgen-Laserpistol også kaldet HH-XRF

På togtet til Ella Ø har vi en håndholdt røntgen pistol med, der kan måle indholdet af de mest hyppigt forekommende grundstoffer.

Skrevet af Tais W. Dahl | 02 August 2011
Kategori Videnskab | Periode Første Periode

Mere om "Røntgen-Laserpistol også kaldet HH-XRF"

Instrumentet bestråler prøven med røntgen stråling, der absorberes og udsender røntgen fluoresens (XRF), karakteristisk for hvert grundstof. Røntgenpistolen bruges flittigt i industriel sammenhæng, for at måle metal-legeringer og madvarer, men det er første gang vi har et sådan apparat med i felten.

Instrumentet er blevet kalibreret hjemmefra, hvor vi til stor overraskelse fandt, at vi kunne måle en række grundstoffer med glimrende præcision og nøjagtighed. De kemiske målinger forventes at give et praj om hvilke sedimentprøver er beriget i jern og dermed afsløre, om sedimenterne er udfældet i iltfri havvand. Vi forventer også at afsløre, om kalstensprøver har været omdannet after aflejring.

Desuden har vi set, at det faktisk er muligt at måle indholdet af spormetallet molybdæn i sorte skifre. Hvis vi finder molybdænrige sedimenter vil det tyde på, at oceanerne indeholdt væsentlige mængder O2 - og dermed en habitat for højerestående livsformer. Vi samler prøver og analyserer dem hjemme i laboratoriet, for at finde ud af om røntgen pistolen giver os de rette, uforstyrrede prøver.

Om dyrenes opståen

Dyrenes opståen fulgte efter en global nedfrysning, ‘Snowball Earth’. Hvis vi kunne tage på en tidsrejse gennem Jordens historie, ville vi blive forbløffede over, hvor livløs vores planet tog sig ud i de første 4.000 millioner år.

Skrevet af Tais W. Dahl | 02 August 2011
Kategori Videnskab | Periode Første Periode

Mere om "Om dyrenes opståen"

Først for godt 500 millioner år siden dukkede havdyr med skeletter, arme og ben op. De komplekse livsformer førte til en ny verdensorden, og kampen stod mellem stadig større organismer med frygtindgydende rovdyr over for armerede, skjoldbærende bytte.

Men hvad var det, der skete så sent i Jordens historie, der pludseligt forandrede forholdene på planeten og dramatisk ændrede evolutionens gang?

I de senere årtier har vi fået en langt bedre forståelse af de begivenheder, som gik forud for dyrenes opståen. Men selv om vi nu kender til en række vigtige hændelser, er det stadigvæk uklart, hvad sammenhængen er mellem kolossale klimaforandringer og evolutionære begivenheder.

Man kan sige, at vi har en række brikker i puslespillet, men endnu tegner sig blot nogle svage billeder af, hvad puslespillet forestiller.

Klipperne på Ella Ø i Nordøstgrønland er dannet i havet for mellem 850 og 450 millioner år siden. Igennem flere hundrede millioner af år er partikler fra havet udfældet på havbunden og har dannet sedimenter, som senere er blevet skubbet op på land som resultat af pladetektoniske bevægelser i jordskorpen.

I dag kan palæontologer og geokemikere undersøge spor i sedimenterne, som kan uddybe historien om klimaets og livets udvikling, da komplekse livsformer opstod fra en overvejende mikrobiel verden.

Puslespillet om dyrenes opståen er illustreret i figuren herunder.

Dyrenes opstaaen

For 715 millioner år siden gennemgik Jorden en global afkøling, der langt overgår de istider, som skabte det danske landskab. Dengang spredte iskapperne sig hele vejen til ækvator, og geologerne finder i dag spor af iskapper på alle kontinenter.

Nogle forskere mener, at isen dækkede både hav og kontinenter, så Jorden har lignet en gigantisk snebold. Denne klimatilstand kaldes “Snowball Earth”.  Selv om isen var udbredt, trivedes livet fortsat i havet i form af cyanobakterier og tidlige algeplanter.

Disse organismer har med stor succes levet af at høste solens lys, på samme måde, som planterne gør i dag. Affaldsproduktet var ilt, som andre mikrober og amøber kunne bruge som brændstof, i samme reaktion som dyr og mennesker forbrænder føde i dag.

Iltindholdet i atmosfæren var dog lavt og udgjorde mindre end 3% af atmosfærens tryk i modsætning til de 21%, vi finder i dag.

Disse forhold medførte, at store dele af havbunden var uden ilt, og at havet indeholdt enorme mængder af opløst jern og kvælende brintsulfid. Under disse forhold ville ingen dyr kunne leve, men livet ville findes i form af mikrober, der blandt andet ånder sulfat og jern.

Disse forhold har ledt til hypotesen om, at dyrenes fremkomst på Jorden skyldtes en stigning i havets og atmosfærens iltindhold. Ideen er kort sagt, at uden rigeligt med ilt var evolutionen af højerestående livsformer umulig, fordi dyrene ikke ville have en chance for at overleve.

For 635 millioner år siden gennemgik jordoverfladen endnu en global afkøling, og det kan ses i geologiske aflejringer (foto 1). Iskapper spredte sig igen på ækvator og denne gang varede istiden måske op mod 5 millioner år.

Nogle forskere mener endda, at både kontinenterne og havets overflade var dækket af is. Snowball Earth hypotesen bliver heftigt debatteret, fordi der endnu ikke er nogen forklaring på, hvordan Jorden skulle have fundet vej ud af en fuldstændig frosset tilstand, og vi ved fra i dag, at isen smeltede, og at livet i havet på en eller anden måde overlevede nedkølingen.

I tiden før og efter istiderne finder vi masser af spor fra levende organismer. Ofte ser man kolonier af bakterier, der er organiseret hierarkisk i bakteriemåtter med iltproducerende cyanobakterier øverst og svovlbakterier nedenunder.

Man finder fossiler af disse bakteriekolonier gennem hele Jordens historie (foto 2) og også i de grønlandske sedimenter. Idag findes de f.eks i Shark Bay i Vest-australien, men dengang var de langt mere udbredt end i dag (foto 3).

Stromatolitter er kendt gennem de seneste 3,500 millioner år og forekommer hyppigt i sedimenter i tiden før dyrenes opståen. De første dyr var spongier (foto 4), og de ældste spongie-spor er fundet i lagene omkring den Marinoiske istid.

Før dyrenes opståen var alle organismer små, og man må lede med mikroskop for at finde mikrofossiler. Skaller fra skalbærende amøber (foto 5) findes helt tilbage fra før den Sturtianske istid og disse forløbere for dyrene findes på landjorden i dag.

Efter de globale istider skete der noget, der fik alvorlige konsekvenser for livet på Jorden. I klipper fra Australien, Canada og Namibia ser man fossiler fra en nu uddød gruppe af makroskopiske organismer uden ben og knogler, der levede for 575-550 millioner år siden.

Disse flercellede livsformer går under navnet “Ediakara faunaen” og stod typisk på bunden af havet og var omtrent 10 centimeter i diameter (foto 6). Enkelte arter har fællestræk med nulevende bløddyr (foto 7) og polypdyr, såsom gobler og muslinger.

De fleste arter adskiller sig væsentligt fra dyrene, og det har givet anledning til diskussion i forskerkredse. Nogle forskere mener, at dele af Ediakara faunaen var dyrenes forgængere. Andre ser disse organismer som et separat og mislykket forsøg på vejen mod intelligente livsformer.

Ediakara fossilerne er aldrig blevet fundet i Grønland, og det skyldes ikke, at palæontologerne har undladt at lede efter dem. Måske har man endnu ikke ledt de rette steder. En anden mulighed er, at der er et “hul i lagserien” (blog 3) og sedimenterne på Grønland ikke repræsenterer de 25 millioner år, hvor Ediakara faunaen trivedes i havet.

Det kan også være, at Ediakara faunaen enten ikke levede der, hvor sedimenter blev dannet, eller at fossilerne ikke er bevaret i sedimenterne.

En pludselig opblomstring af alle dyr fra alle kendte dyrerækker fulgte efter Ediakara faunaen. Små skalbærende fossiler er fundet overalt i verden (foto 8-9). På Ella Ø finder man disse små dyr i geologiske lag flere hundrede meter over istidsaflejringerne. Det er i de få hundrede meter, at historien om dyrenes oprindelse ligger begravet.

På Grønland er disse lag inddelt i tre formationer. De nederste og ældste lag kaldes Canyon formationen og består af 300 meter skifer og kalksten, der indeholder en form for mikrofossiler, kaldet acritarcher, som typisk findes før Ediakara faunaen i perioden for 630-580 mio. år siden. Oven på Canyon er Spiral Creek formationen blevet aflejret. Den består af en 40 meter tyk pakke af yngre sedimenter udfældet på lavt vand.

Man kunne håbe på, at Spiral Creek har den rette alder og derfor kan indeholde spor fra de klimaændringer, der førte til dyrenes opståen. Vi vil undersøge ilt-forholdende gennem denne periode og forsøge at opnå en bedre aldersbestemmelse af Spiral Creek formationen.

Oven på Spiral Creek hviler en 70 meter tyk sandsten, som blev aflejret under meget lavt vanddybde, måske på en gammel strand. I denne sandsten findes karakteristiske Kambriske ormegange, så vi må kigger i dybereliggende lag, hvis vi vil finde spor fra dyrenes udviklingshistorie.

Vi vil forsøge at bestemme iltindholdet i havet under dyrenes tidligste udviklingshistorie med nye geokemiske metoder anvendt på sedimenter fra Grønland. Sammenholdt med dyrenes udviklingshistorie vil det teste hypotesen om, at iltning i havet gav brændstof til højerestående livsformer. Vi håber at det samtidig kan belyse hvilken rolle de globale istider havde for evolutionens gang.