Nothing compares to you
My preparations were drinking specially imported icelandic shark-oilHildur Hardardóttir 27 juli

Nothing compares to you

My journey with Activ to Iceland started a few months before in Gothenburg, where I live during winter time. The picture of Activ under full sails in year 2008 in Skjálfandi bay, my home in north east Iceland, was hunting my mind.

Skrevet af Hildur Hardardóttir | 27 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Nothing compares to you"

It was surreal to show friends my ride back home and at the same time a bit of a frightening thought because I knew from last encounters with the captain and crew that this was a high standard party to be joining.

My preparations were drinking specially imported icelandic shark-oil and fighting my scared of heights in the tivoli towers. Well, not much to do but grab the opportunity and do your best.

In my opinion Activ is a special vessel. Of course you can find bigger sailing boats, nicely rigged and beautiful as well, but in her case it’s so much more than just a pretty sight.

The whole purpose of the ship is what makes it so graceful, she´s alive and her powers are being used for a good cause. It’s not just a cruising historical museum object, but a living laboratory for science and culture.

I know that I speak on behalf of the whole North Sailing team and family when saying that having Activ in the harbour of Húsavík is a great honor for the town’s coastal culture and brings a magical look and not least does she and her crew bring inspiration and dreams to our minds.

When arriving to the harbour of Copenhagen in june, I was welcomed on board by the clear-cut captain Jonas. People often say “well just feel like home” but anyways one is never really comfortable with taking that too seriously.

On Activ it only took his words and one round to the local Eiffel Bar, and life on board felt like home. During days of equipment preparation and Jonas’s patient fighting with the bureaucracy I got an enjoyable opportunity to learn to know the city of Copenhagen, the boat and captain and his crew closer.

Lifting anchor and setting the trackline to north east Iceland felt really good, and I swear there wasn’t a dull moment on board the next coming seven days of sailing, even during cold and humid night shifts.

Thanks to yum yum, Bó, the captain’s little box of candy and decent weather, one was not close to losing a pound. Although we were unlucky with winds in our favour and spare time to sail, the sailing we did I enjoyed very much. Nothing compares to you.

Pretty much I have fallen in love with every crew member on Activ.
Well an adrupt encounter with the much so gentle jazzsinger-songwriter Cecilie sure brought a clang to it all.

Mille, even though I feel quite finished with her cooking, I feel far away from finished with getting to know her exiting personality.

Trine the claw, my personal rigging trainer, great catch for anyone who dares come close.

Bo my ginger strong ‘n’ long brother, it’s even worth eating meat to keep him pleased.

The little british guy (don’t know why c**t pops up in my mind, must be his own fault) Richard, half man, half superman. Great laugh (double meaning) and cute for sure.

Sören Svendsen, a bear that never stops surprising, that loyal charming bastard.

Simon, a talent that observes and sees things others don’t. Hot temper, quick thinking and a melting smile.

Jonas, aaaa well if he doesn’t manage to fight global warming (and I’m pretty sure he’ll come close), and I’ll be forced to build an Ark for surviving the end of the human race, judicious Jonas is the only captain I’d trust for being The Expedition’s Captain.

Takk fyrir mig, skál og sjáumst!

With love, Hildur

Kævlekvinden ombord

Kulden kan nå ens knogler ganske hurtigt på de breddegradder, vi er på vej til. Allerede nu her på Island når det køligt og råt, kan man sagtens få en lille fornemmelse af hvad som er i vente.

Skrevet af Simon Rubaudo | 26 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Kævlekvinden ombord"

Luften er tæt med fugt og at tørre eller holde et indeklima, der er fri for hoste, kræver forberedelse og omtanke.

Vi har et klassisk pottefyr, der tager sin energi fra vores diesel tanke, som kan rumme 11 tons, når vi er fyldt op. Hvilket kan oversættes til, at vi ikke sådan lige løber tør.

Når man taler varme alene giver det et godt fundament midtskibs og i agterkahytten.
Men rørerne som fra en kedel i pottefyret fordeler opvarmet vand i radiatorer til skibets kahytter trækker ikke ud til sømændene for. Giver ikke den nødvendige tørrelse og udskiftning af luft om læ.

Det er her salonens, på disse breddegraders, alter og sociale omdrejningspunkt kommer til sin ret. Brændeovnen.
Når den knitrer og spreder sit varme lys under dæk og dovne røg over, så bliver Activ et andet sted at være.

Det bliver en tør hule, hvor man mødes, samles og udveksler. Hvor man strækker ud, arbejde stille udføres eller hvor samtaler flyder. Ansigter blødes op og man må hengive sig til rummet i egetræ, og hvad det bringer.

Hvor dieselfyret kan beskrives som en noget regelret blank tinsoldat midtskibs, der sørger for forsyninger i kobberrør til sine udposter i kahytterne, er brændeovnen en frodig og lunefuld dame, der kræver sit for at levere. Men når hun får sine ønsker opfyldt, kan hun også skabe magi.

Til Grønlandsturen er der her tale om 2.1 ton birk til den fine dame, eller to tusinde ethundrede kilo kløvet velduftende brænde om man vil. Ikke noget der bare kan gemmes af vejen i et smykkeskrin ombord.
Det skal pakkes og stuves, så det ikke skrider i søgang og destabiliserer os.

Her på Island er tiden blandt andet brugt til at bygge brændestabler i sammenhæng med Activs lastekasser og under dæk langs forskibets skot i salonen. Solide indhegninger for de flækkede kævler, der matcher ovnens appetit.

Så Activ kan blive det magiske sted i fjordsystemet, hvor alle kan restituere og måske finde hinanden til lyden af Fyllgrafs kabys.

”Fire sail with us”...

...i al fredsommelighed.

Wood
Meassure
Svendsen
Lineofwood
Img 1951
Tinsoldier
Jeppeshine
Jeppeboto
Loglady

Bølgende ben

En uge på havet, og landjorden er blevet en bølge. Jeg træder på jorden, som svajer under min vægt og gør knæ og underben tunge som asfalten under mine fødder.

Skrevet af Mille Haynes | 23 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Bølgende ben"

Mens jeg har været til søs, har Island besluttet sig for at blive ligeså gyngende grund som Nordsøens salte sø. En flydende størrelse.

Jeg ved ikke, hvornår beslutningen blev taget. Men når jeg går langs kajen op til Gamli Baukur restauranten her i Húsavik, ruller min krop fortsat fra side til side i takt med landjordens nyopfundne bevægelighed.

Søen har simpelthen sat sig i blodet. Mit blik bølger over blå blomsterbjerge, isklædte tinder som gemmer sig i en bræmme af sky, lam på vandring over de knastørre sletter.

Om lidt sætter jeg tænderne i et af dem, lader saften sive ind og skyller efter med en øl til 800 islandske kroner. Forsøger at betale aflad for min gyngen sådan, neutralisere den.

Men det er først på en hesteryg, at jeg for alvor finder ro. Her er den konstante bevægelse pludselig helt normal. Forklarbar. Forståelig.

Og den gyldne islandske hest under mig dufter af land og barndom og sødligt hø og bærer mig ud til kysten på ben, der er langt sikrere end mine egne.

Hele besætningen er på hesteryg i dag. En velfortjent pause fra skibslivet. Og vi er ét stort grin, når vores heste tølter os nærmere gule blomstermarker, små vandløb, klippekystens hårde kanter. Og de hårde sømænd bliver bløde som smør og aer de stride maner med et drømmende blik, når de tror, ingen ser dem.

Men jeg ser dem. Og hestepigerne også. For de ender med at give os en klækkelig rabat med den begrundelse, at de sjældent har oplevet så smittende en begejstring.

Jeg giver dem ret og kan lide, at den stride sømands-jargon for et øjeblik bliver fortrængt af kærlige ord til en krikke. Det giver sømændene en sjælden sødme, som kun kærlighed kan det.

Jeg giver min hest et sidste taknemmeligt klap på halsen. Tak for indsatsen. Det virkede. Og tydeligvis ikke kun på mig.

Den indre tøserøv

Er lidt blank.  Er blevet spurgt, om jeg vil skrive lidt til bloggen om, hvordan det er at være eneste pige ombord på Ekspeditionsskibet Activ.

Skrevet af Trine Simonsen | 21 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Den indre tøserøv"

Ahh, den eneste har jeg ikke helt været. Har haft hyggeligt kvindeligt selskab af Webmaster Mille og Hildur fra North Sailing på turen fra Danmark til Island. Men som en del af besætningen (noget af vejen), er jeg den eneste. 

Og hvad er der så at sige til det..? Det’ sgu fedt! Jeg holder meget af drengene.  Der er ikke noget bitcheri, og her bliver talt lige ud af posen. Selv piger kan godt blive trætte af pigefnidder.

Vågner man morgensur og sætter sig op i køjen, bliver surheden hurtigt erstattet af et lille smil, når man kigger over på tre drenge, der skiftevis ligger og fiser og snorker for så senere at begynde på at drille hinanden. Det kan man da kun blive i godt humør af og er ikke selv for fin til at deltage.

Mange spørger tit, om det ikke er hårdt at være ene tøs.  Og nej, bestemt ikke… man udvikler bare sin indre tøserøv.

Men alt er jo ikke kun løjer på et sejlskib. Når der skal brækkes hårdt af i skøder og fald, og pigemusklerne ikke længere rækker, er det fedt at få hjælp fra to fyre, der bare kaster sig i tovværket og får sejlene til at stå perfekt.

Et par ord om drengene ombord:
Søren Svendsen: Et smukt menneske. Bo Fyllgraf: Nem at holde af - Svær at holde ud.  Simon Rubaudo: Manden der forstår at servere en ordre på et sølvfad. Richard Gregson:  Stop rubbing it. Jonas Bergsøe:  Manden med forstanden.

Også sejlads bliver dagligdag. Sådan da.

Turen fra København til Island er besætningens chance for for alvor at komme ind på livet af hinanden og lære hinandens rytmer at kende, inden Activ tager imod de mange gæster i det nordøstgrønlandske.

Skrevet af Activ Ekspeditionen 2011 | 19 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Også sejlads bliver dagligdag. Sådan da."

Blåt mørke fra nul til fire

Døgnet opløses efter få dage til søs. Opdeles i roterende vagter, - det er som tiden forsvinder og ”Nevernever land” indfinder sig i tidsmæssig tåge. Man sover, slapper lidt af med en bog eller musik, udfører arbejder ombord, - når man ikke er på vagt, – og ellers er man netop det.

Skrevet af Simon Rubaudo | 17 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Blåt mørke fra nul til fire"

Nattevagten har sin specielle charme til søs. De kan være rå og kolde, knugende, farlige, bidende og truende i deres ugennemsigtighed, få en slem sø eller skyer i anmarch til at virke mere pågående.

Men nattevagter kan også være bløde og silkeagtige - omsluttende, livgivende, restituerende, poetiske. Give meningen til hele rejsen. Løsne sjælen, være glimtende og magisk fortryllende. Lokke hvaler, delfiner og havfruer frem i lysende spor af morild, med små opvartende selvlysende sprutter til følge.

Natten kan give overskuelighed i at vejen tegnes op i lys. Røde, grønne, hvide blink af forskellig interval og mening - der flytter sig og fortæller om sig selv, og hvordan man bevæger sig i forhold til hinanden, hvem man er, hvem som viger for hvem,  hvilke trin der skal danses for at ikke at træde hinanden over de maritime fødder.

På Activ startes vagten typisk med, at man bliver purret af en fra foregående vagt. Venligt, - med en rask kommentar og et drillende smil – eller bestemt, hvis der skal være hastværk på ens kommen på dæk. Sejl bjærges, sættes eller andet arbejde hvor der kræves hænder - hurtigt.

Mens man ifører sig sit sejlertøj fornemmer man skibets bevægelser, lyde fra vejr og vand. Forsøger at få en idé om, hvordan det er på dæk. Det kan snyde. Specielt når man bor i mandskabslukaf’et forskibs. Der kan det ind imellem virke, som alt står i et - specielt i modgående sø, men når man kommer på dæk, er man blevet snydt af gammel dønning. Midtskibs kan alt virke ganske roligt, men udenfor være stormomsust. Man får dog hurtig en fornemmelse for vejrets luner og Activs reaktion i forhold til dem.

Man stikker hovedet igennem lugen, på sin vej til rorpladsen agter, tjekkes hvor meget sejl der eventuelt er oppe og hvordan de står, og hvad som man ikke lige fornemmede fra køjen. Et kort øjeblik ved rorsmanden inden vagten overgives. Evt. hændelser på de sidste fire timer overgives. Evt. vejrændringer og nye udsigter. Skibe i nærheden pointeres. Kurs.

Og så tager man hende. Kompasset lyser venligt mod en, dråber af dug eller regn slører rosen. Plotteren giver en linie, sejlene stilling, bølger og vind mærkes. Activs dæk er foran en i en enten rolig fast kurs eller i tagfat med bølgerne, så de hvide skumsprøjt oplyser vanter og vævlinger som silhuetter i natten. Når vejret virkelig bider, kan det føles som Activ er på vej til at lette fra bølgerne det ene øjeblik og dykke helt under det andet – og man med som på ryggen af en hval. Fornemmer hendes aner som lasteskib til netop Arktis.

Står man der alene, kan det være som at man nogle gange bliver et med skibet, bevægelser og kursen. Det er en beruselse som får en til at føle sig umådelig heldig og på det helt rette sted lige der.

Sjældent er man dog alene på vagt. Ofte er man en to tre stykker. Sågar flere. Så kommer historierne. Selvfølgelig dem som er gode og får en tand til for underholdningens skyld, men også dem om en selv, som man aldrig troede man skulle fortælle. Og hvis det ikke rækker kan en pandelampe, en bog og højtlæsning få stjernerne til at lytte med. På nattevagter kan man få venner, der holder hele livet.

På Activs arktiske rejser er nattevagter specielle, i at lyset kun svinder en smule i nattens timer. Noget vi allerede er begyndt at mærke. Natten er et blødt filter, som spreder lyset mere diffust. Gemmer skyggerne væk.
Maler søen op i en akvarelagtig mytisk sløret tone.

Og en nat som den forgangne hvor Richard og jeg var i riggen og på bovsprydet, kan man mærke trætheden i kroppen og man kender klokken, men alt er alligevel oplyst. Noget der kan gøre det lidt svært at finde ro i køjen, når man endelig finder den, og hundevagten er forbi.

Alting knirker

05.40. Regner det? Jeg ligger under dynen, kun øjnene fri. Næsen trækker varm luft ind. Koncentrationen siver ud i ørerne. Kan stadig ikke helt skelne bølgeskulpene under min køje fra den silende regn. Hvad er hvad? Herude midt i Nordsøen er alt vand. Og måger. Og knirkende træværk. Og lamper der svajer fra side til side i takt med bådens bevægelser.

Skrevet af Mille Haynes | 16 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Alting knirker"

Jeg lister ud i salonen og videre op. Åbner lugen en smule på klem. Jeps. Regn. Alting helt gråt derude. På en måde heldigt for mit vejrbidte ansigt, der vist har nydt mere end godt af de sidste dages bragende solskin. Jeg går ned i kabyssen, sætter kedelen over. Selv gasflammen knirker lidt.

Så kryber jeg ned i mit uldundertøj. Udenpå mere uld. Så sejlerbukser. Uldsokker ned i vandtætte sneakers. Har aldrig været den praktiske type, men nu er jeg godt klædt på fra top til tå, indefra og ud. En nødvendighed som jeg er kommet til at holde af.

Vandet syder. Jeg sidder for et øjeblik og gynger på kabysbordet, helt alene i verden. Laver så tre kopper te. For jeg er ikke alene, og det er tid til vagtskifte på dæk. Jeg famler mig op og ud i den våde verden og finder på gyngende grund vej til kaptajnen og matrosen, der står i regnen og småsludrer. Begge i fremragende humør, sejlene sat, vådt hår og våde smil. Jeg tager med glæde roret, som knirker velvilligt under mine hænder. Min tur.

Vi drikker lidt i stilhed, mens vi lytter til vinden. Den skifter om lidt. Det siger kaptajnen, og han ved den slags. Så Trine matros må ned og hive styrmand Richard ud af de varme dyner og op i regnvejret. En brat opvågning. De allerøverste sejl skal bjærges og gerne i en fart, inden vinden slår om.

Jeg og Activ holder kursen det bedste vi har lært, mens de rigtige sømænd stiger til vejrs blandt sejl og søsprøjt. Jeg kigger betaget på de små kroppe langt deroppe i riggen, under de grå skyer. Det gipper stadig lidt i mit højdeforskrækkede hjerte ved tanken om de rutinerede hænder, der lige nu lægger sejlene i de helt rigtige folder, der 25 meter oppe i intetheden.

Fire timer og en hel del regn senere kravler jeg tilbage ned i salonen, gennemblødt men smålykkelig. Dagens første vagt er forbi, vi er på rette kurs og næste hold står allerede på vagt derude i regnen, klar parat til at styre Activ videre i retning af det forjættede Island. Et knirk ad gangen.

Maintenance and decent sailing wind

Everybody aboard is now settling down into life on passage, with routines of watches, eating and sleeping. Now waiting for the wind to turn to the north east.

Skrevet af Richard A. Lewtas Gregson | 15 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Maintenance and decent sailing wind"

As well as day to day chores of cleaning and maintenance, there have been several other jobs ticked off the list today, including making new canvas bags for the rope that will be used to haul our fishing pots when we are in Greenland, fixing a faulty toilet pump, reorganising the galley and tightening up some slack belts on the main engine.

We managed to make the most of a freshening south westerly breeze by setting all sail, save for the mizzen and main topsails, to put us on a steady beam reach with great speed.

Our good fortune was short lived, however, when the decent sailing wind started to veer towards the west and die off, forcing us to turn on the engine once again and motor sail.

Now we are heading on through damp, murky weather and rolling ocean swells waiting for the wind to turn to the north east as forecast, which should see us on our rhumb line straight to Iceland.

Whether or not we can rely on the forecast is a different story!

Setting all sails save for the mizzen and main top sails

Tre døgn ude og på højde med Shetlands Øerne

En knasende klar blå himmel og dybblåt hav. Vinden har været nordlig de sidste par dage, og temperaturen er faldet markant. Både Sule og Lunde har meldt sin ankomst, og dagene bliver stedse længere. At vi er på rette vej, kan man næsten smage for hver en indånding.

Skrevet af Jonas Bergsøe | 14 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Tre døgn ude og på højde med Shetlands Øerne"

Der er også kommet en ny rytme ombord, den rytme der deler dagen op i måltider, tandbørstning og den skiftende rortørn. De nye pakkenelliker og den gamle besætningen finder på plads.

Der er for flere nye oplevelser; en kurs at holde, skibets knagen og rullen, det daglige sømandsarbejde krydret med friskbagt brød og velduftende kaffe.

Den ro der falder, når man er ombord et skib, der er vel på vej, kan jeg ikke sammenligne med noget andet. At vinden og havet dikterer hvert dagsmål, selvom vi er nok så opfindsomme, er måske det der giver roen.

Befriende er det, og kryber ind under huden på en, så at det er svært at slippe.

Lidt som at læse en god bog, når man efter de første sider genkender eventyret, og afstanden mellem ens højre hånds tommel og pegefinger fortæller, at der er meget endnu ukendt, som skal sanses.

Sådan er også begyndelsen på en sørejse, et blad er vendt, en stemning slået, an og en god portion ukendte oplevelser venter forude