Fisk

Fisk

At fange fisk på Ekspeditionen er en spændende todelt størrelse. Nogle fangster består er sjældne arter, som bliver mærket og konserveret af Jeppe Møhl, der efterfølgende bringer dem med sig hjem til undersøgelse og bevaring på Zoologisk Museum. Andre er ganske almindelige fisk, som gør sig uhyre godt på grillen.

Skrevet af Activ Ekspeditionen 2011 | 04 September 2011
Kategori Activ | Periode Anden Periode

Mere om "Fisk"

Bjørn

Vi har talt meget om Ham. Han var noget af det første vi talte om, da vi mødtes i Svendborg på en regnfuld junidag, og vi taler om Ham endnu.

Skrevet af Søren Svendsen | 01 September 2011
Kategori Activ | Periode Anden Periode

Mere om "Bjørn"

Dengang var det med forventning i stemmen og flammer i øjnene, hver gang der blev nævnt ordet BJØRN. Vi talte om, hvordan det ville være at se Ham.
Om at stå overfor Ham. Om hvorvidt vi overhovedet kom til at se Ham. I spøg talte vi om, hvordan vi skulle bryde med Ham, tackle ham eller skyde ham, for til sidst at have Ham liggende hjemme foran pejsen.

På Island drak vi Polar Beer og fik en lille BJØRN på.
Den første isskosse vi påsejlede ved Scoresbysund bar tydelige spor efter BJØRN, og der blev konstant holdt udkig efter Ham. Hvem skulle blive den første til at melde NANOK?

Tiden gik, og håbet om BJØRN begyndte så småt at svinde, men vi glemte Ham aldrig!

En nat, efter knap 14 dage i BJØRNs hjemegn, så vi Ham så endelig. Stor og mægtig luntede Han rundt inde på bredden af Kjærulffjorden. Og så midt om
natten! Heldigvis er sommernætterne lyse, og vi kunne tydeligt se ham.

Pludselig var Han virkelig, og ikke blot noget vi havde at tale om, eller et minde fra Aalborg Zoo, Nordisk Film eller salig Knut fra TV. BJØRN af kød og blod. Med kæmpe labber, små lodne ører, spidse tænder og en pondus som områdets hersker, kiggede han overbærende på os, mens han luntede op og væk i terrænet.

På trods af lystige bemærkninger som ”Arh, de kunne da godt have vasket Ham, han er jo helt beskidt”, emmede luften af æresfrygt for denne polare
øverstbefalende.  Vi havde set BJØRN, det var lykkedes, og vi var ikke til at skyde igennem. Nu kunne vi sådan set godt rejse hjem igen, hvilket hold
1 da også snart derefter gjorde. Der skulle gå næsten to uger mere, før vi skulle se Ham igen.

Mailia havn i Vegasund. En lille isoleret perle af en ankerplads ikke langt fra ishavet. BJØRNeland! Han lod os ikke vente ret længe.

Morgenen efter ankomst, mens vi stod og betragtede en stor flok moskusokser tæt inde på bredden, blev der atter meldt BJØRN. Moskusokserne havde opdaget Ham og var stukket af. Vi troede, at det var vores gummibåd, de var blevet bange for, men Han gav os et andet svar.

En tur i land var allerede aftalt, men at Han gik rundt derinde et sted, skulle måske have været nok
til at holde os på i sikker afstand. Frygten for at blive overmandet af Isens Kæmpe blev dog overvundet at trangen til at se Ham igen. Han tiltrak os med sin tilstedeværelse, som kun en sirene kan tiltrække med
sin sang, og en lille ekspedition blev landsat.

Det blev næsten til en gang legen ”røvere og soldater”. Et højdedrag blev indtaget for at få udsynet over denne lille halvø, og med ladte geværer begav vi os indad i
landet.

BJØRN blev observeret igen! Nu stod Han på bagbenene på en klippe, måske 500m væk, og med snuden i vejret. Imponerende syn, men nu stod Han
mellem vores lille ekspedition og det sikre skib. En hurtig beslutning blev truffet om at trække os tilbage den vej vi var kommet, og få en båd fra skibet ind at hente os. Med adrenalinen kildrende blev vi sejlet
tilbage til Activ. Var det en tosset beslutning at tage ind for at se Ham? Måske, men vi er bestemt blevet en KÆMPE oplevelse rigere alle sammen.

Samme aften var Han der igen. Denne gang i færd med at rasere en hytte, som Sirius patruljen bruger på deres slæderejser. Han må have kunne lugte maden derinde. Et eller andet har i hvert fald fået Ham til at rykke ydervæggen ned, og kradse hul i den inderste og banke begge vinduer ind.

Hvad han havde fundet derinde, fandt vi ud af næste dag, da vi på opfordring fra Sirius tog over for at bese skaderne. Her vil jeg gerne nævne, at vi jo naturligvis ikke gik direkte på en BJØRNs bytte uden at jage Ham væk først. Han var tydeligvis ikke glad for motorstøjen fra jollen, og Han skyndte sig at springe i vandet for at svømme væk da vi nærmede os.

Tomme flade dåser flåede tomater, tomme nutellaglas, dåser uden mælkepulver, madrasser, hundemad, ALT raseret. Selv blader og bøger var der tygget i. Dog bør det fremhæves at Euroman var intakt, og Hemingway
manglede et hjørne. Måske en BJØRN der forstår sig på litteratur?

Vi har talt meget om Ham, og vi taler om Ham endnu.
Alt vel ombord.

 

Fjorten dage i tidslommen

Forhistoriens indvandrende Inuit og palæoeskimoiske folkeslag har vidst det, alle søfarende og hvalfangere har vidst det, og vores kaptajn på Activ ved det: Nordøstgrønland skal forlades i tide, ellers lukker isen sig, man overskrider ‘point of no return’ og bliver en del af den nordøstgrønlandske tidslomme.

Skrevet af Jens Fog Jensen | 31 August 2011
Kategori Videnskab | Periode Anden Periode

Mere om "Fjorten dage i tidslommen"

Vi havde fjorten dage i tidslommen, og nu hamrer dieselmotoren inde ved siden af for at bringe os tilbage til nutiden og virkeligheden; inden en endeløs prop af Storisen omgivet af ishavståge lukker os inde i Kong
Oscars Fjord, gør aktiv passiv, fryser, udtørrer, mumificerer.

Et spøgelsesskib med fuld besætning og videnskabelig og kunstnerisk stab fundet drivende århundreder eller årtusinder senere af en ny ishavsekspedition, hvor jeg deltager som arkæolog.

Hvilket fantastisk fund! Berømmelse og professorater venter hjemme, hvis altså de heldige findere i denne fjerne fremtid når ud, inden Storisen lukker sig?

Svaret på det spørgsmål fik jeg aldrig, for duften af friskbrygget kaffe bredte sig fra kabyssen, jeg vågnede og vidste, at vi lå for anker dybt inde i bunden af en stor fjord, hvor terrænet skulle afsøges for stenalderbosættelse, inden vi begav os videre.

Vi afsøgte terrænet omkring flere store deltasletter efter spor af Grønlands tidligste indvandrere ‘Independence I’, hvis 4500 år gamle bopladser især er kendt fra Peary Land. Men, de vandrede ned langs
Nordøstgrønland så langt sydpå som til Ittoqqortoormiit (Scoresbysund).

Vi tænkte, at stenalderens moskusoksejægere fra Peary Land også måtte have jagtet landvildt i de relativt frodige dalstrøg, der fra fjordenes inderste del skærer sig ind mellem de mægtige isdækkede bjergmassiver.

Vi gennemvandrede og kravlede en hel dag rundt på de endeløse grusterrasser, der strækker sig langs Lakseelvens delta men fandt ikke spor af stenalderfolk, ikke et afslag, ikke et eneste redskab af sten
dukkede op.

Grusterrasserne så ellers indbydende ud og rummede spor efter senere tiders bosættelse, men spørgsmålet om, hvorvidt områdets tidligste indvandrere også har udnyttet denne indlysende ressource, forblev ubesvaret.

På øerne i den ydre del af Vega Sund fandt vi til gengæld veldefinerede spor efter Independence I i form af en cirkulær teltring med et diffust centralt ildsted.

Brudstykker af redskaber og mikroflækker af høj kvalitet afslørede, at dette er en boligtomt, der for godt 4000 år siden blev efterladt af nogle af Grønlands tidligste indvandrere, der efter at have passeret Nares Strædet vandrede nord om Grønland og ned i Nordøstgrønland.

Bopladsens beliggenhed på en ø på yderkysten antyder, at Independence I som de samtidige Saqqaqfolk i Vestgrønland har haft kendskab til
kajaklignende fartøjer.

Saqqaq folket bredte sig næsten samtidig op langs Østgrønland syd fra, men dem har vi ikke fundet spor efter, endskønt de vides at være nået helt op til områderne, der ligger nord for vores arbejdsområde.

Independence I folkene udvandrede eller uddøde, og området ser ud til at have henligget folketomt i århundreder, indtil folk fra en ny store indvandringsbølge, Grønlandsk Dorset, bredte sig til Nordøstgrønland. Disse lidt yngre stenalderfolk fandt vi spor af på Konglomeratnæs nord for Ella Ø,  hvor fire fliselægninger markerer beliggenheden af fire telte på
en hævet strandterrasse.

I ruinerne fandtes mikroflækker og brudstykker af et fint tilhugget våbenblad samt en skraber af en flot gul-brun kalcedon. Fire familier må have boet her samtidig, for de fire ruiner lå perfekt på række på den samme grusterasse, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over Kejser Franz Joseph Fjord.

Grønlandsk Dorset uddøde eller udvandrede også fra Grønland uden, at arkæologerne har været i stand til at afsløre nøjagtigt, hvad der egentlig skete, men efter denne æra, der varede fra ca. 800 år f. Kr. til omkring
år 0 indtræffer et ejendommeligt fænomen i Grønlands og Nordøstgrønlands forhistorie. Landet henligger mennesketomt.

Længst har tomheden varet i Nordøstgrønland, for her indvandrer Thule folket (de nuværende grønlænderes direkte forfædre og mødre) først i 1400 tallet, hvorefter de i løbet af ganske kort tid bredte sig til alle afkroge af det vidt forgrenede fjordsystem.

Overalt har vi set deres vinterhuse, der ofte er udgravet af norske eller danske arkæologer i 1930’erne. Ringene af sten, der holdt teltskindene tæt til jorden på deres sommerbopladser, har vi fundet de fleste steder,
endskønt også Thule kulturens teltringe er meget fåtallige dybt inde i fjordene.

Nogle af de sidste nordøstgrønlændere må have boet på den teltplads, vi registrerede i Lakseelv-deltaet, for her lå rygsøjlen af en ren eller moskusokse i et køddepot bygget af store sten. De folk, der har boet i
telt her, har altså nedlagt et dyr og lagt kødet i depot, men de har aldrig hentet deres gemte forråd. Hvor blev de af? De forsvandt i den nordøstgrønlandske tidslomme.

Kaptajn Clavering var den sidste til at møde levende nordøstgrønlændere, da han i 1823 mødte en lille gruppe på sydkysten af øen, der bærer hans navn. Måske det var deres køddepot, vi fandt på de forblæste grusterrasser oppe i Lakseelvens delta i Nordfjord.

Fugleperspektivet

Som den ”umulige humlebi” i luften – er Jeppe i sin drageflyver et yderst attraktivt hjælpemiddel. Den røde propel brummer, og vi slipper havoverfladen for få minutter efter at glide igennem luften med slukket motor.

Skrevet af Bo Elberling | 30 August 2011
Kategori Videnskab | Periode Anden Periode

Mere om "Fugleperspektivet"

I det tidlige aftenlys er skyggerne fra bjergene stedvis lange. Andre dele af landskabet lyses op af et smukt og varmt lys. En herlig aften.

Formålet med at gå i luften er at få et fugleperspektiv. Uanset hvor meget vi går rundt i landskabet, og uanset hvor mange boringer vi får lavet, er det en brøkdel af landskabets helhed vi får dækket.

Her i 200-300 m højde folder landskabet sig ud i stor skala med en fantastisk variation af landskabsformer dannet af is, vand og vind gennem meget lang tid.

Gamle marine terrasser, som afspejler landets hævning de sidste 1000vis af år afløses af moræneaflejringer skubbet foran en gletscher. Her er sedimenter aflejret hulter til bulter. Andre steder ses klitter dannet af vind opbygget af velsorterede sedimenter.

Vi dykker og går ned i en højde af bare 100 meter og de enkelte plantesamfund ligner små brikker i et puslespil. Samspillet mellem små topografiske variationer i landskabet og de nuværende plantesamfund kan ikke illustreres bedre.

Hvor der om vinteren aflejres dybe snefaner vil der nedstrøms være større fugtig den efterfølgende sommer – her findes f.eks. pil. På de mere tørre afblæsningsflader vil sneen fyge væk. Her trives andre planter f.eks. dryas.

Alt dette kan ses fra luften og kan bruges i en opskalering, hvor enkelte måleområder og boring skal bruges til at forstå  landskabet som en helhed.

Ved at sejle og flyve 100-200 km på tværs - fra indlandsisen i øst mod havet i vest - opleves desuden i stor skala et samspil mellem landskab, klima og vegetation.

På den strækning ses en markant variation i landskabet. Andelen af lavtliggende områder øges markant mod kysten. Tilsvarende øges nedbørsmængderne, vegetationsdækket og frodigheden.

Jeg kigger specifikt efter landskabets oaser i form af fugtige lavninger hvor der dannes kær, og hvor græsser og kæruld kan bidrage til en tørvedannelse samt bidrage til en frigivelse af den vigtige drivhusgas metan. Men vi finder dem kun i meget begrænset omfang. Dette er vigtigt i relation til at sætte detaljerede målinger andre steder ind i en rumlig analyse af de isfrie områder i Nordøst-Grønland.

En ting er sikkert: at overfladen med planter og dyr gennem 1000-vis af år har tilpasset sig løbende ændringer i klima og landskab. Også i fremtiden vil klima og landskabet være foranderlige størrelser – også selvom man måske synes at landskabet er bevaringsværdigt som det er.

Måske er det den foranderlighed og dynamik som er landskabets egentlige skønhed.

Et stort bjerg

Tal R., Daniel Richter og Per Bak Jensen har netop sendt følgende hilsen fra det nordøstgrønlandske fjordsystem.

Skrevet af Activ Ekspeditionen 2011 | 29 August 2011
Kategori Kunst | Periode Anden Periode

Mere om "Et stort bjerg"


Fascination er drivkraften

Mellem hav og is dukker landet op. De fleste steder hvor jordoverfladen ses, er der også planter og dyr – og måske resterne fra fortidens mennesker. Et samspil mellem det levende og døde folder sig ud – lige nu i efterårets smukke farver.

Skrevet af Bo Elberling | 24 August 2011
Kategori Videnskab | Periode Anden Periode

Mere om "Fascination er drivkraften"

Fascination og nysgerrighed driver én mod Grønland og den næste boring. Som en bog ligger viden om fortidens samspil mellem klima, planter, jord og landskabets dannelse gemt lige under jordoverfladen.

Permafrosten er den naturlige bund og begrænsning for liv i de overfladenære lag. Permafrosten er en overraskende størrelse – per definition lag som har været frosset i mindst to år i træk. En blanding af sedimenter og is med luftbobler smelter mellem fingrene på én. Smeltevand og gasser forsvinder – men hvorhen? Borekernen bliver levende, når den tør - organismer vågner til dåd og ånder som deres slægtninge ved overfladen.

Fra andre steder ved vi, at der kan frigives både kuldioxid,
metan og lattergas, når permafrostlag tør – men vi ved ikke hvor stor en del, der frigives til atmosfæren. Der skal måles og vejes. Fortolkninger og foreløbige konklusioner skal underbygges. Som kunst er resultatet sjældent
entydigt, men ofte overraskende.

For naturgeografen er skala et vigtigt nøgleord. Observationer, processer og fortolkninger får mere værdi, hvis de meningsfuldt kan skaleres op. Den elegante observation er således den ”repræsentative observation”.

Ved at være til stede i landskabet opleves et øjeblik. Ved at stoppe op opleves en forandring, solen dukker frem bag en
sky eller en blok jord skrider ned mod floden.

Men vi er her også for at fange årets gang og forskelle år fra år – så vi efterlader mere end vores fodspor. I såvel vinterens mørke som sensommerens varme vil data om bl.a. temperatur og vandindhold i forskellige dybder de næste 2 år tikke ind på en datalogger. Derved søges vores korte besøg i området og vores videre analyse af indsamlede prøver at indgå en større helhedsbetragtning, som egentlig er en søgen efter en forbedret forståelse af et samspil mellem processer i både tid og rum.

Det er en udfordring ikke mindst her i Nordøstgrønland. Tilpasning og optimering har altid betydet ændringer – i Arktis både hurtige og langsomme. At gå i dybden i vores studier svarer til at bladre i bogen. Her finder vi lag fra ældre tider – nogle varmere nogle koldere end i dag – de varme perioder ses som mørke lag med ophobet kulstof, som siden er blevet begravet. Nutiden sættes derved i perspektiv.

De sidste dages undersøgelse har allerede givet os få svar men i særdeleshed givet anledning til mange nye spørgsmål – så der er heldigvis flere gode grunde til at vi snart skal tilbage.

Borebisser og blomstervand

Brebøljollens aluminiumsskrog skær gennem vandet med faste slag. Påhængsmotorens 50 heste pisker hidsigt afsted som en hveps om foråret. Overflødiggør sammen med bruset af vand og vinden i ørerne unødig snak.

Skrevet af Simon Rubaudo | 22 August 2011
Kategori Videnskab Activ | Periode Anden Periode

Mere om "Borebisser og blomstervand"

At sejle Brebøljollen

Kaskader slår hvidt som glædesudbrud ud til siderne som kontrast til det 3-4 grader kolde “racing-grønne” vand. Korrigerer for krap sø, vind og livlige passagerer. 23 Knob. Forbi vægge og skosser af is, bjerge og dalsænkninger. Høj sol.
Det bliver ikke meget bedre.

At sejle brebøljollen gennem fjordsystemet har sin egen koncentration og balance. Man bliver et med jollens bevægelser og motorens lyde. Med vandet
omkring og foran en. Afsøger for eventuelle små isskosser, der skjuler sig i vandet, og som kan være katastrofale for skruen. Rattet, som varmer
hænderne, følger bølgerne. Luften i håret og øjnene der løber i vand.

Det nye hold

I jollen er en god stemning. Morten Rasch sidder på kassen til geologernes redskaber og ryger. Snakker med Bo Elberling der på trods af sine knap 2 meter hele tiden er i bevægelse. De store øjne og smil finder en tit. Fotografen Martin døser hen til jollens monotomi. Daniel, instruktøren,
kigger ned i vandet fortil gennem sine solbriller. Richard sidder foran mig og deltager i snakken og mine glædesudbrud over en smuk klippevæg
eller et spetakulært isbjerg. En sæl hilser på og får tankerne til at forsvinde.

Det er et nyt hold og en ny energi. Man skal lige tilvænnes de nye rytmer og tilgange. Det er godt at blive rykket lidt rundt - se både gentagelserne og de friske oplevelser på en ny måde. Noget der ikke skal forstås som, at der ikke stadig sendes en masse tanker til, hvad vi havde med hold 1.

Fra fortid til fremtid

På geologsiden er vi gået fra at opsamle fortiden og livets oprindelse til at bore efter fremtiden. Bo Elberling kan med stor glæde og entusiasme
bore noget, der for mange nok ikke ville være mere end frossent mudder op fra udvalgte lokationer. Men som stenene med Minik og Tais åbnede et nyt syn på omgivelserne, vi omgiver os med, kan Bo og Morten skabe en nysgerrighed for det, som er under os på land og dets betydning for fremtiden.

Det er noget af et arbejde og grunden til at vi alle sidder i jollen. Først skal et sted med de rette betingelser findes. Tungt boreudstyr skal bæres frem til arbejdspladsen. Så stikkes der med et langt spir for at finde et godt sted at bore de halvanden til to meter vi skal ned. Bo graver det øverste lag af ikke frossent jord af, til spaden rammer permafrosten med en på en gang dump og skarp lyd.

Boret samles. Det er serie af rustfri stænger som sættes sammen med et kombineret bor og opsamlingsenhed for neden. På toppen en roterende motor med stor slægtskab til det som sidder på en kædesav.

Den indre borebisse

Så findes den indre borebisse frem, og det går nedad. Det er tungt arbejde at presse boret ned i den frosne jord. Men underholdende. Til tider sidder man på selve motoren for at give ekstra pres, mens en eller sågar to samtidig forsøger at presse yderligere ned omkring en. Så krænger man boret og trækker det op.

Inde i selve boret er så en kerne af permafrost med mere eller mindre sovende bakteriemateriale, som ved optøning vil afgive CO2. Noget der sammen med blandt andet det omgivende landskab kan give indikationer om, hvilke konsekvenser en opvarmning af kloden vil have.

Boreprøver opsamles og noteres i små poser og en lille logbog sammen med dybden de er taget fra.

En salut til Dagmar Aaen

Færdige med dagens boring jagter vi Activ, som er sejlet os i forvejen. Mellem isbjergene dukker en mast op - som ikke er vores. Vi ved, hvilke skibe er i området. Så der er ikke mange andre muligheder end at det er Arvid Fuchs “Dagmar Aaen” med vores tidligere matros Trine
ombord. Vi gemmer os så godt vi kan bag et par isbjerge, for som en kåd hund at sejle med “tilpas fart” i rundkreds omkring og på den måde at salutere og fejre mødet.

Det er noget ganske særligt over at møde mennesker og venner i dette forladte landskab.
Vi går langskibs under fart og hører nyt fra skibet. Både Dagmar og hvor langt fremme Activ er i forhold til os. Selvfølgelig skal vi også høre,
hvordan Trine har det. Hun synes vel og smilende på det røde skib. Hilsner flyver gennem luften. Vi snurrer igen om skibet i hilsen for så at vende jollen nordover og lade Dagmar og Trine stikke syd med en snert af vemod. Trine er jo en af vores.

Størrelsen af isbjerge tager til

Vi er i Kejser Franz Josephs Fjord. Størrelsen og mængden af isbjerge og skosser tager til. Meget mere end sidst vi var på disse breddegrader. Så kommer hun frem i solen. Pumperne kaster sølvglinsende vand over siden. Forberedelserne til at bunkre ferskvand af den mest eksklusive slags.
En aktion der går i gang kort efter vi har fået en kop varmt og lidt mad vel ombord.

Action Satisfaction

Opsamling af vand er en af den slags spetakulære arbejder, vi sætter stor pris på ombord. “Action. Satisfaction”, som Richard rammer det ind.
Måden vi gør det på, er ved at vi i fuld Ursuit sejler en afrigget gummibåd ind under et passende vandfald. En mand i vandet til at føre og holde gummibåden - nu vandkar - ind under “hanen”. Lyden er voldsom, når det isnende velsmagende vand fra flere hundrede meter oppe banker ned på mand og gummibåd.

Vi lader den løbe over et godt stykke tid for at rense eventuel snavs ud. Så transporteres “karret” med en anden jolle til skibet, hvor vandet suges
til vandtankene med en af de rengjorte dykpumper. Så bliver hverken vandet eller oplevelsen ved at fange det bedre. Der er noget dybt tilfredsstillende ved at fylde sine tanke med gletchervand fra vandfaldet under bjerget i Blomsterbugten.

Natten er farverig

Varm kakao og ildsted venter vandmændene, mens Activ fortsætter mod Strindberg Land og lakseelven. En nats sejlads der byder på noget af det smukkeste farvespil vi indtil nu er blevet begavet med. Stille spejlblankt vand der dublerer alle syn. Reflekterer Activ under os.

Der venter os dog en lille overraskelse. Havis er blevet presset ind og ligger lavt, spredt men ganske tæt. Gør at vi må sno os til vores
ankerplads ved A hytten. Med krogen nede og kæden strakt nydes og småsnakkes der lidt i ro, inden vi går mod køjen nogle timer for at kunne indtage morgendagens arbejde og oplevelser.

Is om maven

Strindberg Land og Lakseelven føles som at være tæt på hvordan et eventyr kan og skal se ud. Omkring os flyder flade stykker af havis. Fra gletcheren få kilometer herfra kommer afbræk af store isskibe med kurs sydover.

Skrevet af Simon Rubaudo | 21 August 2011
Kategori Activ | Periode Anden Periode

Mere om "Is om maven"

Til bagbord A hytten. En lille trekantet konstruktion med Sirius’ slæder foran og en stor flad strækning med Lakseelven snoende sig igennem. Hvirvlende reflekterende de omkredsende bjerge. Styrbord ligger “Lagfjeldet” aflangt, lyst med en rød opmærksomheds-søgende hanekam. Det fungerer også som et lærred for skyernes skyggespil, døgnets lys, farver og timer. Af samme grund flere af besætningens yndling blandt de mange her.

Gletcheren kævler, klaveret gløder

Om aftenen når her bliver stille kan man høre gletcheren kælve som fjern torden og sprøde knæk. Terners og mågers skrig. Elvens udløb som en fjern rislen. Kluggen fra vand der slår mod nærliggende skosser. Stor lyd.
Fjernt.

Under dæk kan man høre Bo Elberling ved klaveret, mens man har ildstedet i ryggen. Den anden aften var det en eksklusiv koncert for Jens og Simon - samt selvfølgelig alle andre på kamrerne. Så samler der sig en fyldig ro i skibet og hos os i det. Tankerne kan flyde stille som isen udenfor skibets eg. Rækker frem og tilbage.

FIB’en flyver igen

Jeppe har haft udfordringer med sin flyvemaskine, hvilket resulterede i en nødlandlanding uden de store problemer dog grundet et ubelejligt ødelagt stempel. Der skal dog meget til at bringe vores pilot ud af fatning.
Med stor og hurtig hjælp fik han en ny motor op med Hold 2. Den er blevet sat på FIB’en, og Jeppe flyver nu igen med forskere, filmhold og kunstnere.


Det er også Jeppe, der står for vores projekt heroppe med at registrere fiskelivet. I nat satte vi net for også på dette sted at undersøge, hvilke fiskearter og i hvilke størrelser der findes her. Det blev til nogle stykker
fjeldørreder.

Fisk i formaldelin

Jeppe nummererede og tog DNA prøver af fiskene. Ved de større fisk blev der også taget prøver af deres maveindhold, som indeholdt nogle for Jeppe
uspecificerede fisk. Et par af fiskene var så store, at der ikke var plads til deres kroppe i vores kar med sprit og formaldelin. Så kun hovederne blev gemt.

Det er for Jeppe interessant at fiskene når den størrelse, da det blandt andet tyder på, at der ikke ellers fiskes i området, og at fiskene derfor får lov at vokse sig store. Ud over fjeldørreder har vi fanget ulk.

Tidligere på Ella Ø blev en terne konstrueret, et slags firkantet fiskebur på cirka halvanden gange halvanden meter gange 60 centimeter , som vi skal bruge til at fiske på meget dybt vand, og på den måde prøve at se om vi måske kan finde arter ikke tidligere set i området. Den står og venter på os på dækket og er blevet beklædt med grønt net.

At løbe fra isen

Lige nu er vi i gang med at løbe fra isen. For isen er kommet. Isen har presset sig fra havet og ind i fjordsystemet. Den truede med at lukke os inde. En situation vi hele tiden skal være opmærksom på. Søren er i tønden. Jonas ved roret. Der guides og geares for at sno sig mellem de mange skosser og finde en passage til åbent vand.

Som det sker så tit til søs, måtte jeg hurtigt skippe mine gøremål og deltage i det, som nu var vigtigst, og hvor hele besætningen skulle i brug på dæk. Til is-sejladsen.
Jeppe havde tidligere været oppe i flyveren og tjekket isens tæthed, men inden vi fik de forskellige forskerhold tilbage fra deres udflugter, havde den samlet sig yderligere, og vi måtte skubbe og sno os gennem isen, der til tider nåede op på en tæthed på hele syv tiendedele. Det som for Activ er nær maksimum.

Hun kan ta’ det og gør det

Activ er bygget til issejllads og det er med fryd at opleve hende i sit rette element. Hun kan ta’ det og gør det. Det er også en voldsom oplevelse. Lyden når isen rammer skroget. Når flager knækkes af Activs vægt og fart. Høre maskinen arbejde. Mærke at blive stoppet. Mærke rystelserne og blive sat ud af balance. Kigge frem og se is, is og mere is næsten så langt øjet rækker. Spejde efter og vurdere de passager, som vi har behov for i det.

Vandet som ellers har været grønt i flere nuancer på vores tur, bliver sort når isen er så tæt og gør sit til at øge fornemmelsen af drama sammen med den hvide is med sine drillende skingrende blå og turquis fødder. Det er noget af den mest ekstreme sejlads, man kan begive sig ud i og for os som sejler en af grundene til at være her.

Jonas arbejder med skibets rat, motor og propel. Dampen står ud af næse og mund i den kolde luft. Smilet er stort.

Frit vand, vi er ude af labyrinten, og vores venner fra Sirius venter på den anden side af isen. De skal igennem den samme is som os for at tilse A-hytten, som vi netop har forladt. Vi giver lidt videre, hvordan vi har oplevet isen, og hvor den var mest til at arbejde med. Deres lille orange skib indtager isen, mens vi slipper den for at sejle endnu en nat mod vores
næste ankerplads ved Ymer Ø, hvor geologerne skal oprette en klimastation.

Det er blevet koldere

Det er blevet koldere, og man mærker tydeligt hvordan den måske ikke bider, men er begyndt at nappe og kræve mere. Nysneen er rykket længere ned og ligger nu på fjelde og bjerge omkring os under 1000 meters højde. Sejladsen gennem Kejser Franz Josephs Fjord er dog ikke mindre spetakulær med lavt hængende skyer i det dunkle lys. Det er stadig ikke mørkt her om natten, men det bliver mørkere. Omkring os er det største antal af nysgerrige sæler vi har set. Der er næsten hele tiden et rundt hoved, som følger os.

Morgenen står smukt, da vi endelig kan ankre op. Det bliver en dag med mange oplevelser oven på de fire timers søvn, vi redder os denne formiddag.