Vi skifter ham ved 72 grader Nord
Så stort, smukt, ubegribeligt, utilnærmeligt. Storslået, fjernt og ugennemtrængeligt.Simon Rubaudo 18. august 2011

Vi skifter ham ved 72 grader Nord

Det er ved at være de sidste mil for Hold 1. Der er nysne på bjergtoppene over ca. 1000 meter, og vandtemperaturen er faldet med ca. 2 grader. Vi sejler mod Nyhavn i modvind, let regn og med
et syn på bjergene indpakket i hvide lave skyer.

Skrevet af Simon Rubaudo | 18 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Vi skifter ham ved 72 grader Nord"

For snart en uge siden var Jonas her i Brebøljollen for at hente arkitekt og skibets reder Volkwin Marg. Vel og mærke en smuttur fra Geologfjord, der cirka svarer til at sejle til Oslo fra København.

Afstande og proportioner bliver strukket i den klare luft og landskabets dimensioner. Vi sejler hurtigt op imod mellem 60 og 100 sømil for at nå fra en destination til en anden her i fjordsystemet.

Til rors og på vagt i natten. Skuer rundt. Ser den lave stagnerende sol opbløde og kærtegne tinder og gletchere. Ser spillet af farver på siderne af bjergene, som vender sig med lyset, når Activ passerer forbi.

Ser vandfald sætte en springende rute fra gletcher og is til bund og hav. Nogle steder på tæt ved flere tusinde meter. Isbjerge knager og knitrer skingrende blåt. Slipper en skosse for at få udelt opmærksomhed. En sæl tæt og nysgerrig ved skibet.

Man føler sig midt i det hele. I fjorden. I Grønland. I eventyret. Samtidig med at det føles uvirkeligt. Svært at tage ind og mentalt fordøje i øjeblikket. Så stort, smukt, ubegribeligt, utilnærmeligt. Storslået, fjernt og
ugennemtrængeligt.

Det som på en gang synes så tæt og nærværende har altid ryggen til. Lader
ikke en komme nær, med mindre man er parat til at sætte alt på spil. Altid uforudsigelig i vejr og stemning. Ikke gavmild med sin varme.

Måske det er den følelse, som opløser en i al det storslåede, for så senere at samle og gendanne en igen med et nyt syn på livet - efter at have været til stede her.

Man kan ikke række ud og bare røre, og det kommer bestemt ikke en i møde.

Når vi sender vores lille fly ud, jolle og gummibåde ud opsluges de forsvindende hurtigt, som små prikker i det som før var lige der.

Når moskus og bjørn bevæger sig derinde, eller en hytte opdages som en lille sten ved kysten, får man pludselig et pejlemærke for, hvor små vi er i alt det store.

Når i land suser vidderne for ens sanser, overdøver og skærper ens opmærksomhed samtidig med, at man er nødsaget til at forberede sig på, at de nemt kan trænge helt tæt på en uden varsel.

Set fra havet er landskabet også mejslet af noget apokalyptisk. Man får nemt følelsen af at sejle rundt oven på en svunden civilisation. Det kunne nemt være alperne med Europa nedenunder. I det er der en ro - og noget
foruroligende.

I bugen af Activ er der en helt anden lille verden af sig selv, en varm stemning og afrejse-hygge. Det er ved at være sidste dag for Hold 1, og mens der skrives, venter Hold 2 på flyet i Island. Der snakkes af, evalueres og udveksles.

En lille verden hvor flere også er blevet klogere af og på hinanden. En del af Activs uomtvistelige charme. Hun bringer mennesker sammen i den oase af eg på eg hun er. Tit uforudsete møder, der i lighed med landskabet
udenfor bringer nye dybder.

For nogle er det de første fjorten dage i Grønland. For nogen måske de
sidste. For besætningen er det begyndelsen.