Alting knirker
Sejlene sat, vådt hår og våde smil. Jeg tager med glæde roret.Mille Haynes, 16. juli

Alting knirker

05.40. Regner det? Jeg ligger under dynen, kun øjnene fri. Næsen trækker varm luft ind. Koncentrationen siver ud i ørerne. Kan stadig ikke helt skelne bølgeskulpene under min køje fra den silende regn. Hvad er hvad? Herude midt i Nordsøen er alt vand. Og måger. Og knirkende træværk. Og lamper der svajer fra side til side i takt med bådens bevægelser.

Skrevet af Mille Haynes | 16 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Alting knirker"

Jeg lister ud i salonen og videre op. Åbner lugen en smule på klem. Jeps. Regn. Alting helt gråt derude. På en måde heldigt for mit vejrbidte ansigt, der vist har nydt mere end godt af de sidste dages bragende solskin. Jeg går ned i kabyssen, sætter kedelen over. Selv gasflammen knirker lidt.

Så kryber jeg ned i mit uldundertøj. Udenpå mere uld. Så sejlerbukser. Uldsokker ned i vandtætte sneakers. Har aldrig været den praktiske type, men nu er jeg godt klædt på fra top til tå, indefra og ud. En nødvendighed som jeg er kommet til at holde af.

Vandet syder. Jeg sidder for et øjeblik og gynger på kabysbordet, helt alene i verden. Laver så tre kopper te. For jeg er ikke alene, og det er tid til vagtskifte på dæk. Jeg famler mig op og ud i den våde verden og finder på gyngende grund vej til kaptajnen og matrosen, der står i regnen og småsludrer. Begge i fremragende humør, sejlene sat, vådt hår og våde smil. Jeg tager med glæde roret, som knirker velvilligt under mine hænder. Min tur.

Vi drikker lidt i stilhed, mens vi lytter til vinden. Den skifter om lidt. Det siger kaptajnen, og han ved den slags. Så Trine matros må ned og hive styrmand Richard ud af de varme dyner og op i regnvejret. En brat opvågning. De allerøverste sejl skal bjærges og gerne i en fart, inden vinden slår om.

Jeg og Activ holder kursen det bedste vi har lært, mens de rigtige sømænd stiger til vejrs blandt sejl og søsprøjt. Jeg kigger betaget på de små kroppe langt deroppe i riggen, under de grå skyer. Det gipper stadig lidt i mit højdeforskrækkede hjerte ved tanken om de rutinerede hænder, der lige nu lægger sejlene i de helt rigtige folder, der 25 meter oppe i intetheden.

Fire timer og en hel del regn senere kravler jeg tilbage ned i salonen, gennemblødt men smålykkelig. Dagens første vagt er forbi, vi er på rette kurs og næste hold står allerede på vagt derude i regnen, klar parat til at styre Activ videre i retning af det forjættede Island. Et knirk ad gangen.