Sidste havblik
Om ikke længe har vi Kronborg tværs. En følelse som er helt speciel efter en rejse som denne.Simon Rubaudo 25. september

Sidste havblik

Vi nærmer os. Det sidste nordlys har forladt os. Nordsøen er overstået i rullende fredsommelighed.

Skrevet af Simon Rubaudo | 25 September 2011
Kategori Activ | Periode Afslutning

Mere om "Sidste havblik"

Kendte kyster dukker frem. Kendte indløb til havne og fjorde vi før har besejlet ses i kortet.
Sømilene tæller ned. Der er en stemning ombord af rastløshed - og eftertanke.

Skagerak med sine kendte bølger løber med os som glade formålsløse børn følger en cykel.
Der hygges, arbejdes og nydes - vi tager det sidste ind.

Men der er også blikke, som søger ud over kimmingen, og som vores radar reflekterer tilbage og ind i den som ser. Stille ansigter, absanser med hænderne om måske en kop, der for længst har opgivet sin indehaver og er
holdt op med at dampe i trods. Snakke indbyrdes som når længere end tidligere. Eller forstås i stilhed.

Fordøjelsen er begyndt. Tankerne for det som gror på land vokser. Vi har været ude. Vi er på vej hjem. En helt speciel stemning ombord. Blød, dæmpet, intens og skærpet.

Med Activ og erindringen. Hinanden og os selv. Forandrede fra da vi tog afsted. Indbyrdes og hver især. Det kan ikke undgås - det er en del af rejsen, og hvorfor vi gør det. Et fletværk der giver det blik, som kun havet kan spejle.

En af de sidste nætter til rors med hele dækket for sig selv. Opsummerer hvad var, og mærker det nye som er i en, og som man lige er
begyndt at kende. Går fra vagt og sætter sig foran pejsen, der flimrer til lyden af alt som
knirker, og dem som sover.

Har hende, skibet, for sig selv lidt inden hun skal i nye hænder, og det er far vel.
En følelse af tosomhed mellem skib og mand, som de feste besætninger ombord har prøvet. Også pigerne.

Man kan sagtens være alene til søs - men man er sjældent ensom. Der er næsten altid noget eller nogen, der fylder det tomrum, hvor den slags mørke ellers lurer.

Som nævnt er der skibet, som i den grad efter kort tid bliver levende og altid talende.

Der er dyrene, som følger os. Delfiner, hvaler og havets fugle. Mallemukker, suler - længere oppe nordpå søkonger og lunder. De dykker, svælger mellem bølgerne. Holder sig over os
adstadigt - eller kigger nysgerrigt når vi entrerer riggen. Flyder roligt forbi i hårdt vejr og ellers for os insisterende sø, som duvende små hvide lamper i natten, der tænder lys længe efter de er drevet forbi.

Bølgerne har også deres eget liv. Små eller til tider overordentlig store sammenhængende cirkulære systemer, som på monoton vis altid er i forandring og hver for sig forskellige. Løsner sindet og spreder tankerne, så de kan finde nye og friske egne at slå sig ned i. Man bliver aldrig træt af læse dem og lade dem føre en med - også selvom de er skæve og
imod.

Der er himlene og deres spejling af lyset, som giver rytmen til rejsen. Skyerne der tegner vejret og lufter fantasien. Solen som giver billeder, man aldrig glemmer.

Der er stjernerne i natten som åbner en verden af magi, myter og den mest banale, men også mest befriende form for frihed, lykke og uendelighed. Morild om borven, der festlig ønsker at lege med, men ikke kan nå op til
månen, som de frydefulgt kaster sig efter.

Og så er der dem ombord. Besætningen. Det rejsende brodeskab, som kender hvert eneste lune, ansigt og hvornår på morgen, man er mest utilnærmelig og skal lades alene, de allernærmeste detaljer, og hvordan man helst tager sin kop og hvornår.

Som kan lege og brydes - vigtigst grine, når det
kræves eller ikke gør det. Os der har stået sammen og oplevet det, som er så svært at give videre, selvom det forklares eller skrives i ord.

Indbyrdes udveksles det ofte med et blik. Indtryk, begivenheder og loyalitet, der gror fra måden at opnå dem på. Et broderskab som godt nok opløses ved kaj, men der ofte består, som det salt, der er trængt ind og flyder i alle vores årer.Endnu en af grundene til at havet bliver ved med at kalde.

Om ikke længe har vi Kronborg tværs. En følelse som er helt speciel efter en rejse som denne. En følelse af at man ved, man har været ude, til søs, og nu er hjemme. At landet venter, med alt det som står og ikke flyder.

Men ikke endnu. Vi er her stadig. Ude i længslen. På havet. Og til aften dufter der af lasagne i Fyllgrafs Kabys.