Øjeblik til søs
Og så pludselig kommer de. Først en enkelt ude til bagbord. En til. Så er de overalt omkring os.Simon Rubaudo 5. august 2011

Øjeblik til søs

Det er mørkt i køjen. Ikke fordi det ikke er lyst udenfor, men fordi skalkeklædningen er trukket for skylightsne. Jeg kan høre Jeppe sove under mig og vende sig i køjen. Jeg kan høre motoren og skibet give sig.

Skrevet af Simon Rubaudo | 05 August 2011
Kategori Activ | Periode Første Periode

Mere om "Øjeblik til søs"

Men jeg kan også mærke noget, som har ændret sig. Det er blevet koldere. Hvilket betyder at isen er rykket nærmere, og nu er meget tæt på.

Søren kalder mig på vagt, og bekræfter at vi er tæt på, og at det er råt, regnende, tåget og koldt udenfor. Hele Ursuit armeringen iklædes. Inklusiv neopren elefanthue med North Sailing uldhue ovenpå og neopren handsker. Griber en bid brød og en kop te
på min vej op.

Udenfor er vejret fugtigt, og alt ses i en våd dis, som opløser alle
konturer. Vandet har fået den paynes gray mørke blå farve så typisk for dette vand, der oplyses i en brækket turquis og så blålig tone, når Activ bryder det.

Søren giver ror og skib videre. Radaren tjekkes.De første 5 minutters dans med Activ for at finde hinanden og sige godmorgen. Hun er i godt humør og lige så forventningsfuld som os andre på vagt.

Vandet løber ned i øjnene. Man glipper med dem for bedre at kunne spejde ud i tågen for at opdage dem, før de kommer til en.

Selvom vi er klædt på til vejret, kan man mærke kulden trænge igennem. Michael henter mere te. Varme drikke for en helt speciel værdi på sådan en vagt her, hvor man kan mærke, at det løber igennem kroppen som en lysende sti forgrener sig ud i resten af kroppen til lyden af små indre glædesudbrud.

Og så pludselig kommer de. Først en enkelt ude til bagbord. En til. Så er de overalt omkring os, som udriggerkanoer fra meget varmere himmelstrøg. Selvlysende hvide og lyseblå mos den grå himmel og det mørke vand. Vi er tilbage. Activ er i isen igen.

Det er berusende. Man fryser ikke mere. Mærker ikke fugten. Man ser bare de voldsomme og smukke isskosser sejle forbi. Endelig.

Pukkelhval. Bagbord få hundrede meter væk. En fontæne mellem isen. Prffffffiiiiisshh. Og igen. På tværs af vores kurs. Igen blæser den. Den kommer tættere til skibet. Vi kan se ryg og finne bryde overfladen. En gang. To gange. Nu er den helt tæt på 30 – 40 meter. Stille. Som den venter på noget eller ser os lidt an.

Vi kan se dens hvide pletter under vandet. Finnerne. Så krummer den ryggen og gør klar til dyk. Man kan fornemme alle dens kræfter samtidig med, at den har alt den elegance man kunne ønske sig, da den blødt bukker sig forover mod dybet. Der råbes og hujes, da halen bryder overfladen og højt vinker sit far vel. Smukkere og mere livsbekræftende syn skal man lede længe efter.

Der grines og smiles. De sidste sekunder genfortælles og opleves.
I det findes meget af essensen af, hvorfor livet til søs har sådan en
styrke.

Mange undrer sig over glæden ved at fryse, blæst, store bølger,
måske sågar søsyge - uregelmæssig døgnrytme og for lidt søvn. En drivende våd køje – der bevæger sig så man ikke altid kan fange den. Ganske lidt plads til mange mennesker. Ikke altid mad der på land ville være den store eller bare tilnærmelsesvis noget der minder om en kulinarisk oplevelse. Hvorfor fanden gør man det?

Men så er der disse øjeblikke som slår ned i en som et lysende lyn og brænder et mærke for livet af skønhed og enhed. At være til stede i nuet. Det kan være en ro, der opstår af bølgernes evige bevægende monotomi. Det kan være en solnedgang, en solstråle på himlen mellem skyer efter storm – et blik mellem venner og kollegaer i, at man forstår og har udrettet noget sammen. Delfiner der jager og synkront springer efter tun, der ligeledes bryder havoverfladen i tusindtals flugt.

Eller som for få timer siden længe ventet is - en hval der byder
velkommen. Eller snart - en fremmed fjern og magisk kyst, der står op af havet. Man kan mærke, at man er i live og lever livet. Befinder sig det helt rette sted på det rigtige tidspunkt. Til søs.