Bølgende ben
Hårde sømænd bliver bløde som smør og aer de stride manerMille Haynes 23 july

Bølgende ben

En uge på havet, og landjorden er blevet en bølge. Jeg træder på jorden, som svajer under min vægt og gør knæ og underben tunge som asfalten under mine fødder.

Skrevet af Mille Haynes | 23 July 2011
Kategori Activ | Periode Danmark-Island

Mere om "Bølgende ben"

Mens jeg har været til søs, har Island besluttet sig for at blive ligeså gyngende grund som Nordsøens salte sø. En flydende størrelse.

Jeg ved ikke, hvornår beslutningen blev taget. Men når jeg går langs kajen op til Gamli Baukur restauranten her i Húsavik, ruller min krop fortsat fra side til side i takt med landjordens nyopfundne bevægelighed.

Søen har simpelthen sat sig i blodet. Mit blik bølger over blå blomsterbjerge, isklædte tinder som gemmer sig i en bræmme af sky, lam på vandring over de knastørre sletter.

Om lidt sætter jeg tænderne i et af dem, lader saften sive ind og skyller efter med en øl til 800 islandske kroner. Forsøger at betale aflad for min gyngen sådan, neutralisere den.

Men det er først på en hesteryg, at jeg for alvor finder ro. Her er den konstante bevægelse pludselig helt normal. Forklarbar. Forståelig.

Og den gyldne islandske hest under mig dufter af land og barndom og sødligt hø og bærer mig ud til kysten på ben, der er langt sikrere end mine egne.

Hele besætningen er på hesteryg i dag. En velfortjent pause fra skibslivet. Og vi er ét stort grin, når vores heste tølter os nærmere gule blomstermarker, små vandløb, klippekystens hårde kanter. Og de hårde sømænd bliver bløde som smør og aer de stride maner med et drømmende blik, når de tror, ingen ser dem.

Men jeg ser dem. Og hestepigerne også. For de ender med at give os en klækkelig rabat med den begrundelse, at de sjældent har oplevet så smittende en begejstring.

Jeg giver dem ret og kan lide, at den stride sømands-jargon for et øjeblik bliver fortrængt af kærlige ord til en krikke. Det giver sømændene en sjælden sødme, som kun kærlighed kan det.

Jeg giver min hest et sidste taknemmeligt klap på halsen. Tak for indsatsen. Det virkede. Og tydeligvis ikke kun på mig.